Frederikssunds nye bydel er rykket nærmere
Udviklingen af Frederikssund Kommunes nye bydel, Vinge, er kommet et stort skridt nærmere, efter kommunen sammen med blandt andet Banedanmark, et boligselskab og lokale forsyningsselskaber har sendt en stor del af udviklingsprojektet i EU-udbud.
Når Vinge er fuldt udbygget, får byen 20.000 indbyggere og anslået 4.000 arbejdspladser. Vinge får sin egen S-togsstation på S-togslinje C og H. (Visualisering: Henning Larsen Architects og Tredje Natur).
Det omfatter salg af 75.250 kvadratmeter byggeretter i centrum af Vinge med en tilhørende forpligtelse til at etablere byens nye S-togstation og opførelse af en ny landskabsbro.
Der skal indgås en OPP-aftale vedrørende de kommunale arealer i Vinge Centrum, ligesom der skal opføres 10.000 kvadratmeter almene boliger, etableres infrastruktur, et nyt spildevandsanlæg samt gravearbejder til vandforsyning.
Hele Vinge By, der skal udvikles over de kommende 20 år, får et samlet grundareal på godt 370 hektar.