Entreprenør på Grønland har millionunderskud
LNS Greenlands stort set eneste kunde mangler kapital, og det skaber usikkerhed om fremtiden, viser årsregnskab med adskillige påtegninger fra revisor
Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Tegn abonnement på Licitationen-Byggeriets Dagblad her
Selskabet, der ud over at udføre traditionelle entreprenøropgaver inden for anlæg, hal- og havnebyggeri, udfører opgaver for den grønlandske mineralbranche, har foruden et stort underskud fået adskillige påtegninger i årsrapporten.
I revisorens erklæring fremgår det blandt andet, at man på grund af flere forhold ikke kan udtrykke en konklusion. Det skyldes blandt andet en betydelig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften. Dertil kommer en usikkerhed omkring et igangværende arbejde for selskabets største kunde, True North Gems Greenland A/S. LNS Greenland har indregnet projektet til 98,7 mio. kroner, men revisoren har ikke fundet tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af dette projekt.
Derudover noterer revisoren, at selskabets bestyrelse ikke har overholdt sin pligt til at udarbejde en forretningsorden i henhold til selskabsloven. Endelig kritiserer revisoren, at LNS Greenland i strid med aktieselskabsloven i 2014 har ydet lån til selskabets daværende direktør. Lånet blev indfriet i 2015, men der er ikke sket den lovpligtige forrentning af mellemværendet.
Revisoren kritiserer desuden selskabet for brud på bogføringsloven.
Ifølge ledelsesberetningen er det især en ringe ordretilgang i Sydgrønland, der er skyld i det dårlige årsresultat. Virksomheden har derfor valgt at at foretage en kraftig reduktion i medarbejderstaben og skære en række anlægsaktiviteter fra. Det bemærkes dog, at aktivitetsniveauet har været tilfredsstillende.
”LNS Greenland har haft et tilfredsstillende aktivitetsniveau i 2015, hvor den primære opgave har været etablering af infrastruktur ved Aappaluttoq-minen som ejes af True North Gems Greenland”, står der i beretningen.
Venter på kapital
Det fremgår desuden, at True North Gems Greenland venter på en kapitaltilførsel til et mineprojekt, og da selskabet er LNS Greenlands stort set eneste kunde, er tilførslen vigtig for den fortsatte drift.
”Hvis kapitaltilførslen i True North Gems Greenland ikke gennemføres, vil det medføre stor risiko for, at rubinmineprojektet udskydes i længere tid og med stor risiko for betydelige tab til følge”, skriver LNS Greenlands ledelse i beretningen.
Finn K. Mortensen, der er direktør i LNS Greenland, har trods væsentlige udfordringer bevaret optimismen.
”Resultatet er, som det er. Det eneste, jeg kan sige, er, at det ikke er tilfredsstillende. Men nu er vi startet på et nyt år, og første kvartal er med sorte tal. Vi har investeret i en stor rubinmine på Grønland, som vi satser på lige nu, og derfor regner jeg med et overskud i 2016 og ingen forbehold fra revisoren”, siger han.
Finn K. Mortensen understreger, at selskabet ikke er under afvikling.
LNS Greenland A/S
Regnskabet blev afsluttet 31. december 2015
Mio. kroner | ||
2014 | 2015 | |
Nettoomsætning | 90,2 | 84,3 |
Bruttofortjeneste | 47,6 | 6,6 |
Resultat af primær drift | 14,1 | -36,4 |
Årets resultat | 6,9 | -30,3 |
Egenkapital | 9,1 | -21,2 |
Soliditetsgrad (pct.) | 8,8 | -12,2 |
Ansatte | 57 | 93 |
Regnskabet blev afsluttet 31. december 2015