Storordre på nyt vinduessystem
Idealcombi skal levere 4.000 elementer til projekt i Albertslund.
Den nordvestjyske vinduesfabrik har nu landet en markant ordre på en af de opdaterede serier, nemlig Frame IC, der er et træ/alu-vindue med en kuldebro-afbryder i PUR.
Intet mindre end 4.000 vindueselementer og facadepartier skal over de kommende tre år fragtes til Albertslund, hvor NCC udfører en omfattende renovering af knap 500 gårdhavehuse i AB Syd for Bo-Vest.
Idealcombi har tidligere samarbejdet med NCC om blandt andet Grantoften i Ballerup, og salgschef Bo Larsen glæder sig over, at det igen er lykkedes at blive valgt som leverandør til en opgave af markant størrelse og kompleksitet.
- I konkurrencen om vinduesleverancen vejede ikke blot produktet i form af vort nye vinduessystem tungt, men også tilliden til vores formåen, kompetencer og ekspertise med at kunne løfte så store opgaver, siger han.
Tegnestuen Vandkunsten er arkitekt på renoveringen og har i den forbindelse designet facadepartierne med ekstra stor karmdybde, hvilket muliggør fastgørelse i de eksisterende vægge på trods af en ny ekstra udenpå liggende isoleret klimaskærm. På denne måde undgår man etablering af en lysning.
Læs mere om renoveringen af AB Syd i artiklen:
Top 10: De største byggeprojekter i marts