23948sdkhjf

MTH-direktør vil have hånden på kogepladen

En privat kopi af OPP-modellen er det næste logiske skridt i en branche, som har stigende fokus på totaløkonomi. Det mener MT Højgaards nye divisionsdirektør.
Det er ikke utænkeligt, at den private sektor inden for en overskuelig fremtid vil lade sig inspirere af OPP og selv indgå partnerskabsaftaler om ikke blot opførelse men også drift af ejendomme.

Det mener Steen Johannsen, som pr. 1. marts er udnævnt til divisionsdirektør med ansvar for MT Højgaards byggeaktiviteter øst for Storebælt.

- I forvejen går udviklingen den vej, at entreprenørerne i stigende grad ikke blot garanterer for prisen på et byggeri men også lægger hånden på kogepladen og er parate til at garantere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger over tid, altså totaløkonomi i projektet for eksempelvis en 25-årig periode, siger han.

Kan kopiere OPP-model
Når entreprenørerne allerede står på mål for totaløkonomien, er det næste logiske skridt ifølge Steen Johannsen, at man også hjælper kunderne med driften efterfølgende.

- Vi har et godt udgangspunkt, fordi vi kender bygningen ud og ind, og vi har ekspertisen og arbejdskraften til både at stå for vedligehold, ombygning eller løbende optimering, siger Steen Johannsen og nævner MT Højgaards eksisterende OPP-samarbejde med ejendomsselskabet DEAS som et eksempel på en driftsmodel, der også kan fungere i den private sektor.

Virtuelt byggeri gør det muligt
En forudsætning for det er, at der benyttes intelligent design i form af VDC (Virtual Design and Construction) fra den indledende designproces.

Om Steen Johannsen:
• 1992-2014 ansat som projektdirektør i NCC Construction Danmark samt som teknisk direktør i TK Development
• Siden februar 2015 ansat i MT Højgaard som sektionsdirektør i højhussektionen
• Tiltræder 1. marts 2016 som divisionsdirektør, Byggeri Øst, MT Højgaard A/S
• 50 år gammel
• Bosiddende i Birkerød i Rudersdal Kommune
• Gift og har tre hjemmeboende børn
• I sin fritid aktiv på mountainbike og i løbeklubben Blovstrød Løverne
Ved at opføre byggeriet virtuelt med VDC, inden det opføres i praksis, kan kunderne sikre sig et byggeri, der passer til deres behov, og det er muligt at simulere den efterfølgende drift.

- Mange ejendomme opføres i dag med avancerede klima- og energistyringssystemer og i moderne byggematerialer, der ofte kræver knowhow for optimal vedligeholdelse og drift. Hvis kunderne benytter sig af vores VDC-proces hele vejen igennem, vil vi have meget gode forudsætninger for at beregne totalomkostningerne set over en periode på mange år, fortsætter Steen Johannsen.

Vækstmarked for højhuse og energirenovering
Som ny divisionsdirektør for MT Højgaards byggeaktiviteter øst for Storebælt ser Steen Johannsens flere spændende vækstmuligheder i markedet:

- Først og fremmest er der stadig et meget interessant marked for højhusbyggeri, som matcher vores profil og ekspertise inden for store, komplekse projekter godt. Alene i Københavnsområdet er der 33 sådanne projekter undervejs, fortæller Steen Johannsen.

Derudover fremhæver han en vedholdende interesse i markedet for bæredygtighed og som følge heraf et behov for energirenovering af den eksisterende bygningsmasse.

- Der er stadig et stort efterslæb på at få optimeret bygningsmassen fra anden halvdel af sidste århundrede – et tiltag som vil gavne både klima, miljø og ejernes pengepung, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156