Hetland VVS konkurs
Københavns største VVS-installatør Hetland VVS har netop indgivet konkursbegæring. Det er store tilgodehavender og manglende likviditet, der nu koster virksomheden livet.
- Vi har simpelthen ikke været i stand til at skrabe vores penge ind. Det skyldes mangel på likviditet på grund af en lille kassekredit og for mange udeståender, der ikke er kommet hurtigt nok ind. Det er en overskudsgivende forretning, som bliver lagt ned, forklarer direktør Brian Hetland.
Hetland VVS har 20 mio. kr. til gode og skylder ca. 10 mio. kr. væk.
Brian Hetland håber, at firmaet kan køre videre med en ny ledelse. I øjeblikket arbejder Brian Hetland på at hive penge hjem, så virksomhedens kreditorer kan slippe skadesløse.
Heldigvis har han oplevet stor opbakning fra de godt 100 medarbejdere, hvoraf mange venter på at søge arbejde, indtil konkursen er endelig.
Kilde: EpN