23948sdkhjf

Uheld med radioaktiv kilde på Rockwool fabrik

På trods af uheld på Rockwool vurderer Sundhedsstyrelsen indtil videre, at eventuel personskade er meget usandsynlig.
Et måleudstyr på Rockwools fabrik i Vamdrup ved Kolding, der indeholder en radioaktiv kilde, kan ikke umiddelbart lokaliseres. Kilden må derfor antages at være blevet alvorligt beskadiget. På grund af skaden kan der muligvis være kommet radioaktivt stof i isoleringsprodukter fra fabrikken.

Den radioaktive kilde er af moderat styrke. Det er derfor meget usandsynligt, at de radioaktive stoffer vil kunne skade personer varigt. Dette gælder både for personer, der måtte have opholdt sig tæt på kilden i mange dage, eller hvis stofferne er blevet spredt i isoleringsprodukter.

Statens Institut for Strålebeskyttelse, som er en del af Sundhedsstyrelsen, vil dog udrede de nærmere omstændigheder omkring uheldet så der kan skabes fuld klarhed om, hvorvidt der er kommet radioaktivt materiale i isoleringsprodukter fra fabrikken, og om produkterne kan spores.

På nuværende tidspunkt er det vurderingen, at hændelsen, der førte til uheldet, er sket sidst i maj måned. Sundhedsstyrelsen blev orienteret om et problem med kilden torsdag den 12. juni. Ved tilsyn tirsdag den 17. juni på fabrikken i Vamdrup måtte det konstateres, at muligheden for at kilden kunne være blevet blandet op i isoleringsprodukter fra fabrikken ikke kunne udelukkes. Der er, som konsekvens heraf, blevet indsamlet prøver af produktionen siden 22. maj for kontrolmåling for indhold af radioaktive stoffer. Da målingerne ønskes gennemført hurtigst muligt vil Afdelingen for Strålingsforskning på Risø DTU bistå med arbejdet.

Yderligere oplysninger om uheldet og eventuelle foranstaltninger, der måtte blive besluttet, vil løbende blive lagt på instituttets hjemmeside, www.sis.dk .

Tekniske informationer
Der er tale om et måleudstyr, der benyttes til fugtighedsmåling af koks, der indgår i produktionen. Udstyret indeholder en kilde med det radioaktive stof americium-241 (Am-241), der udsender alfa- og gammastråling. Styrken (aktiviteten) af kilden er 3,7 gigabecquerel (GBq).

Kategoriseres kilden i henhold til den internationale sikkerhedsstandard fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien er der tale om en kategori 4 kilde. I sikkerhedsstandarden benyttes 5 kategorier (1-5), hvor kategori 1 benævnes ekstrem farlig for personer, kategori 2 meget farlig for personer, kategori 3 farlig for personer, kategori 4 usandsynligt at kunne blive farlig for personer og kategori 5 meget usandsynlig at kunne blive farlig for personer.

Kilde: Statens Institut for Strålebeskyttelse

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079