NRE bygger for AP Pension
Spaden er stukket i jorden til 102 lejeboliger i Valby.
Det oplyser NRE Denmark, som er totalentreprenør på projektet.
Det seks etager høje byggeri får et areal på 10.200 kvadratmeter og opføres på hjørnet af Kløverbladsgade og Carl Jacobsens Vej, tæt ved Ny Ellebjerg Station. Lejlighederne indrettes i størrelser fra 50 til 150 kvadratmeter.
Bygningen opføres med facade i rødbrune tegl. Lejlighederne bygges med altaner og enkelte lejligheder får egen tagterrasse. Gårdrummet indrettes med grønne områder, og i kælderplan bliver der en mindre p-kælder til brug for ejendommens beboere. I dele af stueetagen indrettes erhvervslejemål.
Arkitema Architects har tegnet byggeriet med Arne Elkjær A/S som rådgivende ingeniører. Bytoft Consulting er bygherrerådgiver, mens Deas vil stå for udlejning af boligerne.