23948sdkhjf

Se billederne: Så nåede Gertrud Indre By

Entreprenørerne NCC og Smet Group har nu boret en cirka 320 meter lang fjernvarmetunnel under Københavns Havn.
Tunnelboremaskinen Gertrud har netop set dagens lys igen, efter at have boret en 320 meter lang tunnel under Københavns Havn.

Det er entreprenørfirmaerne NCC og Smet Group, der har udført boringen, som strækker sig fra Islands Brygge til Kalvebod Brygge.

Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, står bag projektet. Hensigten er at forsyne den indre by med fjernvarme fra overskuddet fra fjernvarmenettet på Amager.

- Vi er nu nået hele vejen fra Islands Brygge til Kalvebod Brygge i en dybde på 26 meter under havoverfladen. Dermed så boremaskinen Gertrud igen dagens lys, da vi forleden kunne hejse hende op af hullet og markere afslutningen på hendes møde med den københavnske kalk og flint, siger Søren Witt Andersen, områdedirektør i NCC.

Hofor og NCC gik forleden den første tur igennem tunnelen, der nu er klar til installation af selve fjernvarmerørene.

- Det er en vigtig milepæl for projektet, og vi er glade for, at vi nu er tættere på at bringe den klimavenlige fjernvarme til Indre By. Samtidig er det en vigtigt brik i ambitionen om at gøre København til den første CO2-neutrale hovedstad i verden i 2025, understreger Søren Birch, projektdirektør i Hofor.

Når fjernvarmerørene er blevet installeret, anlægger NCC de to nedgangsskakte, der skal gøre det muligt at komme ned i tunnelen og vedligeholde rørene.

Hele projektet forventes klar til fyringssæsonen i efteråret 2016.

Fakta om projektet
  • NCC og Smet har i alt boret ca. 6500 ton jord væk.
  • Den færdige tunnel er ca. 320 meter lang med en diameter på ca. tre meter. Det giver plads til både varmerør og en passage, hvor driftsteknikere kan komme til.
  • Fjernvarmetunnellen løber under havnen fra Islands Brygge lidt syd for Kulturhuset, til Falck huset ved siden af Politigården på Kalvebod Brygge-siden.


Fakta om tunnelboremaskinen Gertrud
  • Tunnelboremaskinen, der har boret i den københavnske undergrund, blev traditionen tro døbt, inden borearbejdet gik i gang.
  • Maskinen fik navnet Gertrud, der betyder "spyddets styrke".
  • Gertrud er 6,2 m. lang, 3,6 m. bred og vejer 100 ton.
  • Boremaskinen Gertrud har en motor, der er ligeså stærk som 4.000 motorer i en almindelig familiebil.
  • Gertrud er nu sendt hjem til Belgien, hvor hun efter lidt ombygning skal ud på næste opgave.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152