23948sdkhjf

Kommunalt kontrolbud var alt for lavt

Dansk Byggeri har fået klagenævns ord for, at Aabenraa Kommune har overtrådt reglerne.
I en netop afsagt kendelse fra Klagenævnet for Udbud har Dansk Byggeri fået klagenævnets ord for, at Aabenraa Kommune har begået alvorlige fejl i en beregning af et kontrolbud. Det oplyser Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Kontrolbuddet blev beregnet i forbindelse med udbud af drifts- og vedligeholdelsesarbejder på landeveje tilbage i 2013.

I forbindelse med, at priserne fra de bydende blev offentliggjort, stod det klart, at kommunens eget kontrolbud var markant billigere end den billigste private leverandør. Kommunens entreprenørgård vandt derfor konkurrencen foran Arkil og NCC. Her glæder man sig naturligvis over klagenævnets afgørelse:

- Det her er en sejr for alle, der arbejder med at byde ind på offentlige opgaver. 80 procent af det, jeg arbejder med i Arkil, er kommunale opgaver, så hvis vi ikke vinder nogen udbud, så dør vi, siger Michael Stisen, divisionsdirektør for Arkil Vejservice, til dagbladet Børsen.

Et nulsumsspil, ingen kan konkurrere med
Ifølge advokat Johan Iversen Møller fra Dansk Byggeri udstiller sagen et væsentligt problem. Nemlig at dele af den kommunale forvaltning anser sig selv som en virksomhed på linje med private virksomheder på trods af, at hovedparten af indtægterne kommer fra kommunen selv i form af aftalte takster, som er fastsat med det sigte at holde driften af den pågældende enhed i balance.

Hvad er en kontrolbudsberegning?
En kontrolbudsberegning er den beregning, en kommune eller region selv foretager over, hvad det ville koste myndigheden at udføre den udbudte opgave inden for egne rækker. Kontrolbudsberegning kan således bruges som begrundelse for at annullere udbuddet, hvis kontrolbuddet viser sig at være lavere end de indkomne tilbud.
(Kilde: Dansk Byggeri)
Altså et nulsumsspil, som ingen private virksomheder kan konkurrere med.

- I dette tilfælde havde kommunen inddraget indtægter fra driften af deres maskinpark ved beregningen af deres mandetimepris. Det betød, at udgifterne til personalet kom til at fremstå langt billige end de rent faktisk var, siger Johan Iversen Møller, og fortsætter:

- Sagen kan først og fremmest bruges til at konstatere, at der er brug for at klæde kommunens medarbejdere bedre på i forhold til de gældende regler og til, hvordan beregningen rent praktisk bør gennemføres.

Ikke et enkeltstående fænomen
Det er Dansk Byggeris opfattelse, at Aabenraa Kommune ikke er et enestående tilfælde, og at kontrolbudsberegningen håndteres forkert i mange kommuner. Der er derfor ikke grund til at rejse særlig kritik af Aabenraa Kommune, men grund til at rette et kritisk blik mod regelværket på området som helhed.

Dansk Byggeri har ved tidligere lejligheder talt varmt for, at lovgiver stiller krav om at kontrolbudsberegningen skal offentliggøres i forbindelse med licitationen. Det vil skabe øget gennemsigtighed og tillid til de offentlige udbydere.

I dagbladet Børsen vurderer direktør Ivan Pedersen fra NCC Vejservice, at kommunerne selv vinder omkring halvdelen af de opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Find kendelsen i sit fulde omfang på Erhvervsstyrelsens hjemmeside
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094