GK Danmark udnævner fire nye chefer
Selskabet er i vækst, og det skaber behov for at nytænke organisationen.
Den positive udvikling fortsatte i 2015, og administrerende direktør Lone Møller Sørensen forventer en vækst i omsætningen på omkring 30 procent samt en pæn udvikling i bundlinjen, når det nye regnskab offentliggøres senere på året.
- Vi har været igennem en turnaround, som vi kom i bund med i 2014. Siden er vi vokset betydeligt, og vi forventer yderligere vækst i de kommende år. Derfor etablerer vi nu en udvidet ledelsesgruppe, fortæller Lone Møller Sørensen til Building Supply.
Alle hovedområder får en chef
Fire medarbejdere – Jacob Christensen, Henrik Eriksen, Johnny Andersen og Lars Sjørring – er udnævnt til forretnings- og fagansvarlig for henholdsvis ventilation øst, ventilation vest, rør og eksisterende byggeri/service.
De vil fremover indgå i den nye firmaledelse sammen med økonomidirektør Lars Munch-Andersen og administrerende direktør Lone Møller Sørensen. Hensigten er at øge GK Danmarks fokus på kunder og forretning, styrke faglighed og ledelse og skabe et aktivt samspil på tværs af afdelinger.
- Det er det næste naturlige skridt på rejsen, så vi kan gøre et endnu bedre stykke arbejde for vores kunder og samarbejdspartnere. Ved at etablere forretnings- og fagansvarlige for vores hovedområder kan vi i højere grad sikre fokus på værdiskabelse for vores kunder og øge kompetencen i organisationen, siger Lone Møller Sørensen.
Rekrutteret internt
De fire nye chefer har alle solid erfaring fra branchen og inden for deres fag; dels fra GK-koncernen, dels fra andre virksomheder i branchen.
Jacob Christensen er 35 år og uddannet ingeniør fra Odense Teknikum med speciale i ventilation og indeklima. Han har mange års erfaring med alle aspekter indenfor ventilationsentrepriser og kommer senest fra en stilling som afdelingschef i GK for Slagelse/Odense Vent Entreprise.
Henrik Eriksen er 38 år og uddannet vvs-tekniker fra Aarhus Teknikum. Han har mange års erfaring med alle aspekter inden for ventilationsentreprise fra Hess Klima og Klimodan og kommer senest fra en stilling som afdelingschef i GK for Aarhus Vent.
Johnny Andersen er 52 år og uddannet vvs-installatør og blikkenslager suppleret med en lang række lederuddannelser. Han har mange års erfaring fra vvs-branchen og kommer senest fra en stilling som afdelingschef for GK Rør. Cv’et tæller desuden ledende stillinger i SSG Skadeservice, LH Rørbyg og Skanska Installationer.
Lars Sjørring er 49 år og uddannet el-installatør og har haft eget ventilationsfirma på Fyn. Han har mange års erfaring med ombygning og renovering af eksisterende bygninger, samt opbygning af serviceforretning indenfor tekniske installationer. Lars kommer senest fra en stilling som afdelingschef for Service i GK.
GK Danmark har siden starten af 2015 løbende oprustet, og selskabets samlede bemanding er øget fra 150 til 180 medarbejdere.