Nedrivningsklare boliger skal måske huse asylsøgere
Regeringen bremser sager om nedrivninger af boliger, så boligerne i stedet potentielt kan huse asylansøgere.
Men helt usædvanligt har regeringen trukket nedrivningsgodkendelser af hundredvis af almene boliger i langdrag, fordi regeringen overvejer at inddrage flere af dem til at huse de rekordmange asylansøgere, der er kommet til Danmark.
Det bekræfter Inger Støjberg (V), der er minister for udlændinge, integration og bolig, skriver DR Nyheder.
- Det er klart, at der er et overordnet hensyn til, at vi skal finde plads til de flygtninge og asylansøgere, som kommer til Danmark, siger hun til DR Nyheder.
Ministeren har ansøgninger om nedrivning af 700 boliger liggende på sit bord, skriver dr.dk. Ifølge Boligselskabernes Landsforening er 350 af boligerne i så god stand, at man sagtens kan bo i dem.
Blandt andet på Lolland har lokalpolitikere og en boligforening undret sig over, at ministeren har trukket en nedrivningsgodkendelse af 111 almene boliger i langdrag i månedsvis. Også i Aabenraa Kommune må man droppe planerne om at nedrive 100 tomme almene boligbyggerier.
Inger Støjberg forklarer over for DR Nyheder, at hun har svært ved at tillade nedrivning af velfungerende boliger, mens flygtningesituationen i Danmark er uafklaret.
Alle sager er foreløbig på standby, og hvornår ministeren træffer endelig beslutning om mulige etableringer af nye asylcentre er endnu ikke besluttet.
Det vækker utilfredshed i Lolland Kommune, at ministeren slår bremserne i - og at hun overhovedet overvejer at omdanne de 111 boliger til asylcenter eller midlertidige flygtningeboliger.
- Jeg er også tilhænger af, at man bruger eksisterende huse og ikke telte til at huse flygtninge. Men i Lolland Kommune løser vi allerede vores del af opgaven, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til DR Nyheder.
Han peger på, at kommunen allerede har sagt ja til flere asylansøgere, end landsgennemsnittet af kommunerne har.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/