Dansk Byggeri: Klimarådet rammer plet
Direktør Michael H. Nielsen er meget tilfreds med, at Klimarådets konklusioner flugter med Dansk Byggeris egne anbefalinger.
Det er nogle af anbefalingerne i Klimarådets første rapport, som blev præsenteret i sidste uge.
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, er enig i Klimarådets analyser, som langt hen ad vejen indeholder de samme pointer, som Dansk Byggeri selv har peget på:
- Byggeri og bygninger er investeringer med meget langt sigte, så vi har ikke været tilfredse med, at fokus har flyttet sig væk fra bygningernes store potentiale for at bidrage til at løse klimaudfordringerne. For hvert år vi undlader at energirenovere bygninger, bliver det ekstra dyrt at nå vores mål for 2050, siger Michael H. Nielsen.
Nu er det op til politikerne
Klimarådet konkluderer, at en af de vigtige opgaver er at finde ud af, hvor den samfundsøkonomisk mest optimale balance ligger mellem udbygningen med vedvarende energi og nedbringelsen af energiforbruget i bygninger.
På samme måde skal der ses nærmere på, hvordan vi får gennemført de rigtige energiforbedringer, får indarbejdet husstandsrelateret produktion af vedvarende energi og får udviklet og fremmet fleksibilitet i energiforbruget fra bygninger.
- Igen rammer Klimarådet hovedet på sømmet. Behovet for at finde den rigtige balance mellem de mange instrumenter til at nedbringe klimabelastningen er stort. Vi er nødt til at spille på alle tangenter, så leverancer af grøn energi bliver suppleret med energibesparelser og en fleksibilitet i forbruget, så vi kan udnytte den fluktuerende vedvarende energi fra sol og vind, siger Michael H. Nielsen.
I Dansk Byggeri vurderer Michael H. Nielsen på baggrund af Klimarådets første rapport, at det nu er op til politikerne at sætte handling bag Klimarådets anbefalinger:
- Nødvendigheden af at tænke bygninger med som en vigtig del af løsningen, når Danmarks energiforbrug skal nedbringes og gøres parat til en fremtid med vedvarende energi, skal spille en meget større rolle. Det er derfor vigtigt, at den kommende energikommission får bygninger og energibesparelser med ind som en del af sit arbejdsområde, slutter Michael H. Nielsen.