23948sdkhjf

Gehl Architects hyldet for nytænkning i storbyer

Arkitektfirmaet hædres med DI Hovedstadens Initiativpris for ”at skabe de bedste betingelser for mennesker og livet” i byer over hele verden.
Byer for mennesker, livet mellem husene, byens rum – byens liv.

For modtageren af DI Hovedstadens Initiativpris 2015, Gehl Architects, handler det om at skabe de bedste betingelser for mennesker og livet i byerne. Og det har de gjort i byer over hele verden.

Cykelstier i Mexico City, store gynger i mahogni på et strøg i Philadelphia og spændende byplansprojekter i New York og São Paulo, der forvandler tomme pladser til levende torve og gader med et pulserende liv, er blot få af de fingeraftryk, som Gehl Architects har sat på verdens storbyer.

Et arbejde, der nu er hædret med DI Hovedstadens Initiativpris 2015. Prisen blev overrakt af DI Hovedstadens formand, Torben Ladegaard, i fredags på Gehl Architects’ kontor i København.

- Gehl Architects er en af de fremmeste arkitektvirksomheder i Danmark, ja faktisk i hele verden, når det drejer sig om nye måder at indrette byerne på. Med kun 60 ansatte har Gehl Architects i løbet af 15 år formået at skabe en branding af deres tankegang og af Danmark, der ligger langt ud over virksomhedens størrelse, siger Torben Ladegaard.

Gode til at sprede bæredygtige løsninger
Med inspiration i Københavns byliv arbejder virksomheden med at skabe byrum og bedre liv i byer verden over. Gehl Architects tager udgangspunkt i mennesket, og hvordan man forbedrer livskvaliteten for borgerne i byen og skaber større kvalitet i hverdagslivet.

Københavnerne kan blandt andet opleve Gehl Architects’ nytænkning på det gamle industriområde omkring Carlsberg og Valby Maskinfabrik i F.L. Smidths gamle fabrikshaller.

- Gehl Architects har spillet en vigtig rolle i Københavns udvikling til en grøn og bæredygtig storby, der er rar at opholde sig i og nem at komme rundt i. De har været gode til at sprede deres bæredygtige løsninger i København til storbyer verden over og dermed styrke Københavns grønne førerposition og bane vejen for andre danske virksomheder, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Internationale referencer kalder på respekt
Men det er især udlandet, der trækker. Gehl Architects startede med at levere løsninger til udlandet lang tid før, de fik opgaver i Danmark, og 75 pct. af opgaverne er stadig i udlandet. Sidste år åbnede virksomheden kontorer i New York og San Francisco og er hermed med til at bringe dansk design af byer og bæredygtig byudvikling over Atlanten.

- Gehl Architects insisterer på, at mennesker og livskvalitet skal være i centrum, når vi udvikler vores byer. Det kalder på respekt, at Gehl Architects sætter sit tydelige præg på udviklingen af storbyer over hele verden i disse år, siger Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell.

Med prisen følger normalt også et kunstværk. Men Gehl Architects har ønsket at donere beløbet til at støtte FN's flygtningeprogram UNHCR.

Med DI Hovedstadens Initiativpris 2015 er Gehl Architects ApS en af i alt 19 kandidater til DI's nationale Initiativpris, der uddeles på DI's årlige konference for mindre og mellemstore virksomheder den 20. januar 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126