Eneste udvej for husfabrikker er eksport
Eneste udvej for de danske husfabrikker er at satse på eksport. Sådan lyder det fra Teknologisk Institut, efter at faldet i boligbyggeriet har slået kraftigt igennem på bundlinien hos husfabrikkerne.
Hos Hjem A/S, hvis husfabrik åbnede i 2004, kan man tydeligt mærke presset fra det svage boligmarked. Også hos Danhaus i Esbjerg har man tabt penge det seneste år.
I Sverige har husfabrikkerne også lidt en krank skæbne. NCC lukker i disse dage husfabrikker i Hallstahammar og Solna, mens konkurrenten Open House lukker sin fabrik i Malmø.
Men i Danmark er der lys forude. Enten kan man som Scandi Byg i Løgstør satse på erhvervsbyggeri, skole- og institutionsbyggeri eller også skal eksport være nøglen til succes.
Både Danhaus og Hjem vil ud på nye markeder. Hjem er allerede i gang i Norge.
- Rusland er et meget interessant marked for os. Vi eksporterer et par huse om måneden til Rusland, og hvis eksporten vokser, kan det være, at vi på længere sigt skal starte lokal produktion derovre, fortæller Jens Bollerup fra Danhaus til Ingeniøren.
Også Ivar Moltke fra Teknologisk Institut bakker op om tilpasningen af virksomhedernes produkter til eksportmarkedet.
- Nybyggeri udgør omtrent en procent af den samlede bygningsbestand, så hvis efterspørgslen falder en procent, bliver bunden slået ud af markedet. Den eneste måde, man kan overleve på, er ved at få gjort modulerne så små, at det er realistisk at sælge dem over hele verden, siger han.
Kilde: Ingeniøren