23948sdkhjf

Enggaard løber med stort Aarhus-projekt

1.000 kommunalt ansatte får i 2018 ny arbejdsplads i Gellerupparken. Det over 35.000 m² store byggeri opføres som OPS-projekt med en kontraktsum på 675 millioner.
Entreprenørvirksomheden A. Enggaard har vundet udbuddet om opførelse af en ny, stor kommunal administrationsbygning til Aarhus Kommune i Gellerupparken.

Bygningen skal huse både Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø og Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse under Aarhus Kommune samt Lokalpolitiet. I alt får knap 1.000 medarbejdere arbejdsplads i bygningen, der bliver en af kommunes største.

- Byomdannelsen af Gellerupparken er et spændende og meget særligt projekt, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet. Vi er godt repræsenteret i Aarhus og glade for nu at kunne udbygge vores tilstedeværelse, siger direktør Asger Enggaard med henvisning til A. Enggaards igangværende udvikling af Ceres-grunden.

Stor erfaring med OPP og OPS
Den nye kontorbygning er tegnet af Arkitema med Niras som rådgivende ingeniør og opføres efter OPS-modellen. A. Enggaard står selv for opførelsen, mens drift og vedligehold i de første 15 år af bygningens levetid er lagt i hænderne på samarbejdspartneren Caverion.

A. Enggaard har stået for flere lignende projekter de seneste år og opfører i øjeblikket et af Danmarks største OPP-projekter for Bygningsstyrelsen på Kalvebod Brygge i København. På referencelisten står også OPP-byggerier som Vestre Landsret i Viborg og den nye hovedpolitistation i Holstebro:

- Vi er i øjeblikket en af de markedsledende aktører inden for OPP- og OPS-projekter i Danmark, og det er vi naturligvis glade for at kunne understrege med dette projekt, siger Asger Enggaard.

Et identitetsskabende byggeri
Den samlede kontraktsum på byggeriet i Aarhus er 675 millioner kroner. Bygningen får et areal på 23.000 kvadratmeter plus 12.500 kvadratmeter parkeringskælder og er en del af et større byomdannelsesprojekt for Gellerupparken/Toveshøj.

I 2011 lancerede Aarhus Kommune i samarbejde med Brabrand Boligforening en helhedsplan, der skal gøre området mere attraktivt ved at skabe en bydel, der også vil trække andre end lokalområdets umiddelbare beboere til med grønne uderum, boliger, institutioner, erhverv og arbejdspladser.

Der er tale om et ambitiøst byggeri, hvor der er lagt vægt på bæredygtighed, åbenhed og imødekommenhed i den måde, bygningen udformes på. Derudover har Aarhus Kommune lagt vægt på, at bygningen skal være identitetsskabende for området. Denne vision bliver realiseret dels gennem et markant design, dels gennem funktioner, som skal skabe liv og aktivitet i huset uden for kontortid. Der er blandt andet reserveret cirka 1.500 kvadratmeter såkaldt udadvendte funktioner i bygningen.

- Jeg synes det er et fantastisk hus, vi skal bygge i Gellerup. Det viser, at vi insisterer på at gøre Gellerup til en integreret del af Aarhus. At Gellerup som bydel skal tilbyde aarhu-sianerne andet og mere end et sted at bo. Det skal være et sted, hvor man lever det gode byliv, og det synes jeg det nye hus bidrager til med sine mange tilbud til aarhusianerne. Det har ikke været vores ambition bare at bygge et kontorhus. Huset skal bidrage til byen, og det synes jeg i høj grad, at det gør, siger rådmand Kristian Würtz.

Byggeriet ventes at stå færdigt i efteråret 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125