Nyt Hospital Hvidovre begynder at ligne noget
Brikkerne er faldet på plads i det 30.000 kvadratmeter store puslespil, som udvider Hvidovre Hospital med en helt ny fløj.
Der har været meget at holde styr på under arbejdet med det dispositionsforslag, som nu for første gang sætter konkrete tegninger på det store byggeri.
- Efter en del tovtrækkeri frem og tilbage nærmer vi os for alvor de endelige planer for det nye hus, siger projektleder på byggeriet, arkitekt Lasse Søager.
Tidsplan rykket et par måneder
- I forhold til de planer vi så i konkurrenceforslaget, så har vi sammen med vores rådgivere spejlet bygningen og flyttet den nye hovedindgang ud på hjørnet, fortæller Lasse Søager.
Inde i huset er der arbejdet med at få det optimale ud af de kvadratmeter, der er til rådighed. Det betyder for eksempel, at antallet af elevatorer er reduceret. Til gengæld er de nu placeret mere optimalt end i det oprindelige forslag fra Aarhus Arkitekterne og Schmidt Hammer Lassen.
- Vi har brugt lidt mere tid på dispositionsforslaget end planlagt, så vi har været nødt til at rykke vores tidsplan et par måneder. Men vi vil hellere bruge et par ekstra måneder nu, end når vi er i fuld gang med byggeriet. Det er langt mere skånsomt for vores budget på denne måde, afslutter Lasse Søager.