45 færre senge på DNV Gødstrup
Hospitalsbyggeri tilpasses for at fastholde den økonomiske ramme.
Men hospitalsudvalgets formand, Anders Kühnau (S), forsikrer, at det kommende hospital både bliver tilstrækkeligt stort og fagligt rummeligt.
- Vi bygger et hospital, der både svarer på tidens krav og fremtidens udfordringer, siger han i en pressemeddelelse.
Flere patienter vil blive behandlet ambulant
Den økonomiske ramme på 3,15 mia. kr. står ved magt, men det store hospitalsbyggeri skal tilpasses for at sikre, at rammen overholdes.
I fremtiden vil nye hospitaler i stor stil behandle patienterne ambulant. Derfor ligger en væsentlig del af den samlede tilpasning i en reduktion af antallet af senge, så hospitalet efter tilpasningen får 409 senge. Det er 45 senge færre end i de hidtidige planer, men fortsat flere end Hospitalsenheden Vest råder over i dag.
- Antallet af sengepladser var engang næsten det eneste, man vurderede et hospital på. Men sådan er det ikke mere. I dag er borgerne typisk kun indlagte ganske få dage, siger Anders Kühnau, som har stor tiltro til internationale undersøgelser, der understreger den udvikling.
- Jeg synes, det er helt rigtigt, at regionsrådet har valgt at bygge hospitalet, så det passer til den viden, vi har om udviklingen i sundhedsvæsenet, siger hospitalsudvalgets formand.
Drøftelser med projektets rådgiver
De øvrige tilpasninger omfatter bl.a. køkkenfaciliteter, fordi måltiderne anrettes på afdelingerne, og Høreklinikken der ikke mere får adresse på DNV Gødstrup. Endvidere letter det byggeriets økonomi, at regionsrådet har besluttet, at rehabiliteringen forbliver i Lemvig.
- Regionsrådet har forholdt sig til behovet for tilpasninger, og der er yderligere en række forhold, som vi drøfter med rådgiver for at være tryg ved, at vi ender med et byggeprojekt, der holder sig inden for rammen. Det kan vi fortælle mere om, når disse drøftelser er afsluttet, siger Anders Kühnau.
DNV Gødstrup får i alt ca. 8.300 rum, og alle sengestuer er enestuer. Hver niende stue kan dog laves om til dobbeltstue, hvis der opstår akut overbelægning. Hospitalet er efter planen bygget færdigt omkring årsskiftet 2019/2020.
Udvalgte tilpasninger
Rehabiliteringen bliver i Lemvig, og optager derfor ikke plads i Gødstrup (19,0 mio. kr.).
Flere ambulante behandlinger – færre indlæggelser og senge (29,7 mio. kr.).
Høreklinikken placeres andet sted (2,5 mio. kr.).
Maden anrettes på afdelingerne – mindre køkkenareal (17,0 mio. kr.).