23948sdkhjf

Optimér fugtprocessen på byggepladsen

Nyt webbaseret værktøj fra Teknologisk Institut hjælper med at vælge den optimale metode til fugtudtørring.
Fugthåndtering i byggeprocessen har stor indvirkning på både tidsforbrug, økonomi og kvaliteten af det færdige byggeri.

Teknologisk Institut er nu klar med nyt webbaseret værktøj til optimering af fugtprocessen.

- Fugthåndtering og det afledte forbrug kan tegne sig for op til 70 procent af det samlede energiforbrug på byggepladsen, så det er en af de helt store energislugere, vi forhåbentlig kan bidrage til at reducere, siger projektleder på Teknologisk Institut, Thomas Juul Andersen.

Optimeret tids- og energiforbrug
Med det nye værktøj kan man få et lynhurtigt estimat af, hvordan man mest energieffektivt udtørrer fugt i konstruktionerne i byggeprocessen – direkte på mobilen eller arbejdscomputeren.

Oplysninger om konstruktionerne, som skal udtørres, indtastes i værktøjet, der derefter beregner og sammenligner fordele og ulemper ved forskellige udtørringsprocesser. På denne måde kan brugeren sikre en udtørringsproces der er optimeret i forhold til tid og energiforbrug, forklarer Thomas Juul Andersen.

- Mangelfuld udtørring er skadelig på grund af forhøjet risiko for eksempelvis skimmelsvamp i konstruktionerne. Værktøjet kan sikre en fuldstændig udtørring af konstruktionerne men samtidig optimere tids- og energiforbruget, så begge dele holdes på et minimum. Alternativet er, at man udtørrer ’for meget’ for at være på den sikre side, hvilket både tager længere tid og bruger markant mere energi, siger han.

Synliggør forglemmelser
Ud over et hurtigt estimat på den mest energieffektive udtørringsmetode kan værktøjet bruges til at synliggøre forglemmelser, for eksempel manglende inddækning, når fugten skal fjernes.

- Det er almindelig kendt, at det er vigtigt at inddække, men nogle gange kan det smutte i skyndingen. Her visualiserer værktøjet, at en fugtudtørring kommer til at tage betydelig længere tid end forventet – simpelthen fordi det står på skærmen. Herefter kan brugeren så opdage, at der mangler inddækning, eller at det ikke er tastet ind – under alle omstændigheder bliver en potentielt kostbar fejl rettet, siger Thomas Juul Andersen.

Værktøjet er udviklet som led i udviklingsprojektet ’Energieffektiv fugtudtørring i byggeprocessen’ støttet af Elforsk med parterne Teknologisk Institut, Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og Dansk Byggeri.

Læs mere og hent værktøjet på Teknologisk Instituts hjemmeside
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094