23948sdkhjf

100.000 m² byudvikling på vej i centrum af Herning

Region Midtjylland og Herning Kommune har fremlagt en plan for, hvordan den 100.000 kvadratmeter store sygehusgrund midt i Herning kan udnyttes.
Herning får en enestående mulighed for at skabe et helt nyt byområde, når Region Midtjylland fra 2019 flytter fra Regionshospitalet Herning til det nye, store sygehus i Gødstrup.

Flytningen frigør en grund på 100.000 kvadratmeter helt centralt i byen, der har fået navnet ”Herning+”. Med støtte fra Realdania har Region Midtjylland, der ejer grund og bygninger, og Herning Kommune, der er planmyndighed, nu gennemført en omfattende forundersøgelse af potentialet i såvel den store grund som de mange forskellige bygninger på området.

Selve forundersøgelsen er gennemført af Bascon, og med rapporten er vejen nu banet for den fysiske planlægning af området.

- Det er en unik chance for Herning, at 100.000 kvadratmeter i bymidten bliver tilgængelige. Derfor er jeg også glad for samarbejdet med Realdania og Region Midtjylland, som sikrer, at vi får det optimale ud af en så stor mulighed, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.


Rapporten foreslår, at Herning+ skal være en kompakt og tæt bydel, med enkelte højere huse, samt at der centralt i den nye bydel skal være to grønne gade- og byrumsforløb, der vil krydse hinanden omtrent midt i området.

Det vil danne et landskabsmæssigt, grønt kryds, eller plus, der giver navn til Herning+. Plusset refererer samtidig til områdets historie, med det velkendte hospitals-logo, ligesom det fortæller, at der med projektet tilføjes noget nyt og positivt til Herning by.

Rapporten fremhæver også, at en lang række af de eksisterende hospitalsbygninger kan genanvendes til nye formål som eksempelvis boliger eller til kulturelle formål.
Kommunen har som mål, at Herning+ bliver en ny kreativ zone i bymidten, der kan tiltrække spændende virksomheder og kultur- og fritidsaktiviteter, som er interessante for udviklingen af nye kreative og innovative erhvervsmiljøer.

Der skal nu sættes gang i arbejdet med at omsætte tankerne i rapporten til fysisk planlægning. Herning Kommune er i færd med at tilrettelægge samarbejdet med et rådgiverteam. Når en helhedsplan for området er klar, får borgerne mulighed for at blive hørt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078