23948sdkhjf

Nordjysk byggeri har rekrutteringsbesvær

- Det kan ødelægge et begyndende opsving, frygter arbejdsgiverorganisation.
I foråret forsøgte nordjyske virksomheder uden held at få besat knap tusinde stillinger med de ønskede medarbejdere. Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

I Nordjylland har især bygge- og anlægsbranchen og hotel- og restaurationsbranchen problemer med at få besat ledige stillinger, og for godt hver fjerde virksomhed har rekrutteringsproblemerne medført begrænsninger i produktionen.

Et forhold, som chefkonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening Jørgen Bang-Petersen ser på med stor alvor.

- Mangel på arbejdskraft kan betyde, at virksomhederne må sige nej til nye ordrer, siger han.

STAR har opgjort, at fem procent af de danske virksomheder i foråret havde problemer med at rekruttere nye medarbejdere, mod fire procent året før. Altså en stigning.

- De nye tal viser, at vi kan stå over for en arbejdskraftmangel, der kan blive så voldsom, at den kan ødelægge et begyndende opsving. Det kan koste Danmark vækst og arbejdspladser, frygter DA-konsulent Jørgen Bang-Petersen.

- Sidst vi så en lignende mangel var i midten af nullerne, og dengang skete der – på kun et år – en femdobling i antallet af industrivirksomheder, der manglede arbejdskraft, og derfor blev begrænset i deres produktion. Kommunerne bør derfor straks prioritere de nødvendige ressourcer til indsatser, som kan afhjælpe og forebygge, at virksomheder kommer til at mangle medarbejdere, mener Jørgen Bang-Petersen.

I Nordjylland er der for øjeblikket særlig stor mangel på VVS-teknikere, elektrofagteknikere, køleteknikere, værktøjsmagere, driftsledere i landbruget, it-chefer, salgschefer, bageriarbejdere, bioanalytikere, kliniske tandteknikere, laboratorietandteknikere, lægesekretærer, sejlmagere, efterskolelærere og folkeskolelærere.

Det samme gælder en række akademiske stillinger såsom læger, revisorer, farmaceuter og advokater. Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering opdateret i juli.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094