Video: Bjarke Ingels blæser røgringe på Amagerbakke
Arkitektfirmaet BIG vil etablere en damprings-generator på toppen af Amagerforbrænding.
Byggeriet af Amager Ressource Centers forbrændingsanlæg til 4 mia. kr er i fuld gang og finansieringen af skibakken på toppen af byggeriet er næsten på plads. Nu søger arkitektfirmaet BIG via crowdfunding penge til en installation, der skal blæse røgringe ud over København.
Verdens første damprings-generator vil blæse en røgring ud på himlen for hvert ton CO2, der afbrændes på forbrændingsanlægget. Formålet med røgringen er at få københavnerne til at se, hvilken indflydelse vi har på verden omkring os.
Sammen med Jakob Lange er BIG i gang med at designe sin tredje og sidste generator prototype, der skal bevise at teknologien også vil virke i en større skala. Ud over Jakob Lange samarbejder BIG også med Peter Madsen’s Rumlaboratorium og DTU på projektet.
For nuværende har 70 personer støttet via crowdfundingen, og det er lykkedes BIG og Jakob Lange at hente 3.031 dollars hjem. Målet er 15.000 dollars.
Crowdfundingen kan følges her: https://www.kickstarter.com/projects/smokerings/steam-ring-generator-for-worlds-cleanest-power-pla