MT Højgaard med stærkeste resultat nogensinde
MT Højgaard realiserede i 2007 et resultat før skat på kr. 311 mio. inklusive resultatet og avancen fra solgte aktiviteter, hvilket er en fremgang på kr. 259 mio. i forhold til 2006.
Omsætningsstigningen, som i al væsentlighed hidrører fra organisk vækst, kan især henføres til stigende udlandsaktiviteter. Aktiviteterne i udlandet, som omfatter aktiviteterne i forretningsområde Udland og de udenlandske dattervirksomheder samt fælles ledede virksomheder, er steget fra 17% af omsætningen i 2006 til 21% i 2007.
MT Højgaard koncernen har i 2007 realiseret et resultat af primær drift (EBIT) på kr. 194 mio., hvilket er en fremgang på kr. 134 mio. i forhold til
2006. Resultatfremgangen er negativt påvirket af praksisændringen vedrørende projektudviklingssager med kr. 45 mio. Endvidere er resultatet påvirket af yderligere nedskrivninger i forbindelse med færdiggørelsen af tidligere nedskrevne sager. Disse forhold relaterer sig altovervejende til moderselskabet, som i 2007 har et underskud af primær drift på kr. 46 mio. mod et underskud på kr. 172 mio. i 2006. Heraf udgør omkostninger til fælles funktioner kr. 56 mio. mod kr. 52 mio. i 2006.
Overskudsgraden (EBIT-margin) er som følge af resultatfremgangen steget til 1,7% i 2007 mod 0,5% i 2006.
Resultat før skat er et overskud på kr. 311 mio., hvilket er en fremgang på kr. 259 mio. i forhold til 2006. Den realiserede resultatgrad (før skatmargin)er dermed på 2,7% mod 0,5% i 2006.
Koncernens resultat efter skat er et overskud på kr. 235 mio. mod kr. 38 mio. i 2006.
Forventninger til 2008
Bygge- og anlægsmarkedet i Danmark forventes i 2008 at blive reduceret fra det nuværende meget høje niveau til et mere normaliseret niveau som følge af en afdæmpning i konjunkturerne. Ud af det samlede markedsvolumen for det professionelle bygge- og anlægsmarked, der i 2008 forventes at udgøre ca. kr. 175 mia., skønnes ca. kr. 125 mia. at ligge inden for MT Højgaards interesseområder.
Aktiviteterne inden for byggeri forventes at blive vigende i 2008, idet fremgangen på erhvervsområdet ikke skønnes at kunne kompensere for faldet i boligbyggeri, hvor især det private byggeri forventes at blive reduceret.
Renoveringsmarkedet vil i 2008 fortsat være præget af høj aktivitet inden for ombygnings- og moderniseringsprojekter.
Omsætningen i 2008 forventes at udgøre ca. kr. 11 mia.
For koncernen forventes samlet set et resultat før skat i niveauet kr. 300 mio. mod et resultat før skat i 2007 på kr. 194 mio. eksklusive engangsindtægter ved salg af aktier i dattervirksomheder.
Kilde: MT Højgaard A/S