23948sdkhjf

Aftale om isfjordscenter er på plads

Arkitektkonkurrencer er gået i gang - projektet koster 108 mio. kr.
Qaasuitsup Kommune, Grønlands Selvstyre og Realdania har netop underskrevet en partnerskabsaftale om et kommende isfjordcenter ved Ilulissat nord for isfjorden Kangia, der er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

- For Ilulissat og Diskobugten vil Isfjordscentret blive en yderligere attraktion, der understøtter den ønskede vækst i turismen, siger borgmester i Qaasuitsup Kommune, Ole Dorph.

Isfjordsprojektet vil tilføre verdensarvsområdet yderligere værdi, og samtidig blive en spændende og attraktiv arbejdsplads. Det vurderes, at isfjordscentret rummer stort potentiale for isfjorden og Ilulissat som turistdestination. Det forventes, at 17.000 gæster vil besøge centret hvert år. Det vil både fungere som mødested for lokale beboere og for de internationale klimaforskere, statsledere og andre, der jævnligt besøger Ilulissat.

Arkitektkonkurrence i gang
Med Isfjordscentret lægges der op til en bygning af en beskeden størrelse opført i respekt og samspil med naturen på stedet. Samtidig er målet at skabe en bygning, hvor arkitektur og udstilling i verdensklasse understøtter Ilulissat som turistattraktion.

Hvordan stregerne præcis skal slås bliver afgjort i forbindelse med en international arkitektkonkurrence, som netop er sat i gang. Partnerskabet bag projektet har i tillæg til konkurrencen besluttet at forhåndsinvitere tre internationale teams, som alle udmærker sig ved deres unikke stedsforståelse. Det betyder, at de arbejder med et meget stærkt udgangspunkt i omgivelserne og naturen på det sted, hvor der skal bygges. De inviterede teams er Studio Olafur Eliasson, Rintala Eggertsson Architects og Kengo Kuma and Associates.

Deadline for at tilmelde sig den internationale arkitektkonkurrence er den 1. september, og den endelige vinder vil efter planen blive offentliggjort i juni 2016.

Pris: 108 millioner
Det er anslået, at de samlede udgifter til etableringen af centret, inklusive udstillingsdelen, er 108 mio. kr.

Realdania støtter Isfjordscentret med 75 mio. kr. under forudsætning af, at der fra grønlandsk side skabes bevilling for en medfinansiering i størrelsesordenen 23 mio. kr. Pengene søges via de bevilligende myndigheder tilvejebragt i et samarbejde mellem kommunen og selvstyret.

På nuværende tidspunkt er alle udgifter til selve byggeriet og infrastrukturen på plads. Den sidste del af finansieringen, der vedrører udstillingsdelen, arbejdes det på at skaffe fra forskellige fonde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109