Nyt moderne idrætscenter i Birkerød
Nyt moderne idrætscenter i Birkerød 01.02 2008
Rudersdals kommunes nye idrætscenter i Birkerød slår dørene op for borgerne den 1. februar. Dermed indvies et moderne idræts- og kulturbyggeri, der sætter nye standarder; både med hensyn til funktionalitet og arkitektur.
Fitness, yoga, håndbold, koncerter og kulturevents – alt sammen som del af én moderne skulpturel helhed tegnet af schmidt hammer lassen.
Udefra mødes man af facadens lange svungne linjer og en markant skulpturel tagprofil, som uvægerligt leder tankerne hen på bevægelse og aktivitet. Derved skabes en direkte sammenhæng mellem bygningens indre liv og dens ydre form.
Træder man indenfor fremtræder bygningen trods sin størrelse både lys, let og åben. Således er brugen af dagslys, der trækkes ind i bygningen samt den visuelle kontakt på tværs af rum- og etager fastholdt som et grundlæggende princip. Aktiviteterne i bygningen er ikke gemt væk, men tværtimod gjort synlige, hvilket skaber en god atmosfære og en fornemmelse af liv og aktivitet overalt i huset.
Idrætscentret er et multifunktionelt byggeri. Den nye bygning rummer blandt andet en 2300 m2 stor multihal med plads til to håndboldbaner og dertilhørende mobile tribuner og en V.I.P.-lounge. Foruden den store multihal rummer centret også to fleksible mindre sale. Så der er både plads til store idrætsarrangementer, koncerter og kulturevents, men også til skoleidræt og de små lokale sportsinitiativer, som har brug for mindre og mere intime rammer.
I kraft af de fleksible anvendelsesmuligheder og de store arkitektoniske ambitioner, sætter det nye Idræts- og aktivitetscenter nye standarder:
- Ambitionsniveauet har fra Kommunens side været markant lige fra første færd. Man ønskede meget bevidst et transparent og åbent byggeri, der i sin udtryksform sagde: "kom ind, deltag og vær aktiv". Det har været en ledetråd i vores arbejde og medvirker afgjort til, at det nye idræts- og aktivitetscenter kort sagt er unikt i en dansk kontekst, sagde Kasper Frandsen associeret partner i schmidt hammer lassen i sin tale ved indvielsen.
Det nye center er placeret midt imellem de eksisterende fodboldbaner og den gamle svømmehal, som begge har fået en opdatering med bl.a. en ny fodboldtribune og en større udbygning af svømmehallen. Dermed bygges bro imellem de eksisterende sports- og fritidstilbud, og der skabes et mere sammenhængende idræts- og kulturtilbud i Birkerød.
- Der er tale om et kvantespring fra 1970’erne og 1980’ernes idrætsfaciliteter. Her følger vi en skandinavisk tradition, som giver lys og luft til rummene og samtidigt tegner vi et raffineret og æstetisk byggeri, der tilmed bliver et naturligt samlingssted for sport, kultur og et aktivt fritidsliv i Birkerød. Det her er tidssvarende, fleksibelt og så er det noget andet og langt mere end "bare" en sportsarena, forklarer Kim Holst Jensen, som er partner i schmidt hammer lassen og har fulgt projektet tæt siden opstartsfasen.
Den danske billedkunstner Astrid Krog har udsmykket facadesystemet. Facadesystemet er udviklet særligt til dette byggeri og blev allerede som prototype hædret med optagelsen i Kulturministeriets meget omtalte Kanon for Design og Kunsthåndværk.
Kilde: schmidt hammer lassen