Indvandrere vilde med byggefagene
Nye tal viser, at byggefagene i de senere år har haft succes med at tiltrække unge med indvandrerbaggrund. Det skyldes i høj grad et presset arbejdsmarked og et større netværk blandt de unge.
Tallene afslører, at mens antallet af indgåede uddannelsesaftaler i byggebranchen er stagneret, så er tallet af indgåede aftaler blandt unge med indvandrerbaggrund steget. Alene i 2007 lå antallet af lærlinge med indvandrerbagggrund på 545, hvilket er 10% mere end året før.
Hos 3F mener man, at det først og fremmest er det pressede arbejdsmarked, der har gjort det nemmere for de etniske unge at få en fod indenfor. Dernæst peger de på netværk som en væsentlig faktor.
- Når de unge ser, at deres kammerater med samme baggrund vælger byggefaget, så bliver det pludselig populært. Eftersom netværk er afgørende for at få en praktikplads, så er det klart, at jo flere, der kommer ud i virksomhederne, jo større et netværk får den gruppe af unge, som så kan hjælpe hinanden ind, siger Anthony Sylvester, konsulent i 3F.
Hos Dansk Byggeri er afdelingschef Louise Pihl på anden side overbevist om, at de unge er blevet inspireret af sidste vinters storstilede kampagne, hvor Dansk Byggeri og Integrationsministeriet satte fokus på at få unge med indvandrerbaggrund til at søge praktikplads i byggeriet.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk