23948sdkhjf

Langsom byggesagsbehandling forsinker byggerier

For et år siden var det manglen på byggematerialer, der forsinkede byggeprojekter. Så blev manglen på arbejdskraft det største problem. Og nu er kommunernes lange sagsbehandlingstid på byggesager hovedårsagen til, at byggeprojekter kan trække i langdrag.
- Hvor problemerne med mangel på materialer og arbejdskraft er blevet meget mindre det seneste år, ser det ikke ud til, at kommunerne inden for en nær fremtid får løst deres store problemer med sikre en anstændig sagsbehandlingstid for byggetilladelser, og det er et kæmpe problem for byggeriet, siger Håndværksrådets cheføkonom Jakob Brandt.

Der er store udsving i sagsbehandlingstiden kommunerne imellem. En række kommuner har sagsbehandlingstider, der er kortere end én måned i gennemsnit. Andre ligger på den forkerte side af et halvt år. Den gennemsnitlige ventetid landet over ligger ifølge både Håndværksrådets medlemmer og de kommunaltekniske chefer på lidt over 9 uger.

- For borgerne er det irriterende at skulle vente i så lang tid på at kunne komme videre med et byggeprojekt. For erhvervslivet betyder det et tab på millioner af kroner. Når virksomheder ikke kan udvide produktionen for at følge med efterspørgslen på både ude- og hjemmemarkeder, går både virksomheder og samfundet som helhed glip af vækst og eksportindtægter.

De to centrale forklaringer på de lange sagsbehandlingstider er for det første eftervirkninger af kommunesammenlægningerne og for det andet virksomhedernes til tider mangelfulde ansøgningsmateriale.

- Vi har selvfølgelig forståelse for, at kommunesammenlægningerne i en periode kan medføre længere sagsbehandlingstider, men nu er der gået et år, og vores medlemmer må stadig vente i månedsvis på en byggetilladelse. Der bør ude i kommunerne kommunerne lægges langt større vægt på at forbedre servicen på dette område.

Håndværkere, ingeniører og arkitekter kan dog også selv medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden.

- Det er ikke godt nok, når der ifølge kommunerne kun er orden i alle papirerne på ansøgningstidspunktet i hver tredje byggesag. De tekniske chefer vurderer, at de kunne nedbringe ventetiden fra 9 til 6 uger, hvis de ikke skulle bruge tid på at indhente yderligere dokumentation fra virksomhederne. Vi foreslår derfor, at kommuner med lang ventetid opretter en ’overhalingsbane’, så virksomheder med styr på alle papirer kommer øverst i bunken og sikres en hurtig sagsbehandling. Det vil forhåbentligt motivere andre til at stramme op på deres ansøgninger, siger Jakob Brandt.

Kilde: Håndværksrådet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093