23948sdkhjf

C.F. Møller bag verdens største solcellefabrik

Det norske solenergifirma REC (Renewable Energy Corporation) har valgt Arkitektfirmaet C. F. Møller i samarbejde med Norconsult til at tegne verdens største solcellefabrik i Singapore - et projekt til 3 milliarder euro.
Arkitektfirmaet C.F. Møller tegner verdens største solcellefabrik i Singapore. Det sker i samarbejde med Norconsult.
- Vi er utrolig stolte over at være valgt til projektet, fordi det er centralt for Arkitektfirmaet C. F. Møller at være med til at udvikle den bæredygtige teknologi. Miljø og ressourcebevidsthed er en væsentlig del af vores nuværende og fremtidige arbejde, og vi anlægger denne helhedsbetragtning i vores opgaver. Vi glæder os derfor til at bruge disse erfaringer på andre opgaver," udtaler partner Lars Kirkegaard.

Som en af de første danske tegnestuer iværksatte Arkitektfirmaet C. F. Møller i 2006 miljørigtig projektering, og firmaet har tegnet for blandt andet vindmølleindustrien siden 1990'erne.

Green Mark
At det norske firma placerer fabrikken i Singapore, er resultatet af 9 måneders research af mere end 200 mulige placeringer. For REC repræsenterer landet den ideelle balance mellem økonomi, risici og fremtidige muligheder. Singapore ønsker at satse stort på vedvarende energi, og Ko Kong Hwa, chef for Singapores myndighedsorgan EDB, betegner fabrikken som et startskud for denne satsning.

Det er ambitionen, at fabriksbyggeriet skal være et såkaldt "Green Mark"-byggeri. Green Mark er et pointgivningssystem, hvor byggeriet får point for at være ekstra miljøvenligt på en lang række punkter. Det gælder det fysiske bygningsmiljø, hvordan bygningen bruges, og hvordan energien spares og genanvendes. Det totale antal point giver en indikation af, hvor miljørigtigt byggeriet er. I Singapore støttes Green Mark-byggerier af staten.

Flere etaper
Fabrikken vil blive realiseret i flere etaper. Den etape, Arkitektfirmaet C. F. Møller er rådgiver på, er på 80.000 m2. I alt skal der bygges 300.000 m2 fra 2008 - 2015. Det overordnede koncept for fabrikken er på tegnebordet, og det indledende ingeniørarbejde forventes færdigt inden sommeren 2008 med ibrugtagning i 2010.

Den ubebyggede grund, hvor fabrikken skal placeres, ligger i Tuas View, ca. 30 minutter uden for centrum af Singapore. Fabrikken skal producere solceller, moduler og siliciumskiver. Den får omkring 3000 ansatte, og når den når fuld kapacitet vil den årligt producere moduler, som yder tilsammen 1,5 gigawatt strøm.

Kilde: C.F. Møller - www.cfmoller.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094