23948sdkhjf

Kritik af offentlige bygherrer

Arkitekter kritiserer de offentlige bygherrer for manglende etik. - De tænker kun på penge, lyder det fra Danske Arkitektvirksomheder.
Det offentlige bør gå forrest med etiske hensyn, når der købes byggematerialer, men det er desværre ikke tilfældet, lyder det fra foreningen Danske Arkitektvirksomheder, der beskylder det offentlige for kun at tænke på penge.

Det er sagen om den kinesiske granit anvendt i danske byggerier og de arbejdsforhold granitten udvindes under, der har fået foreningen til at melde ud.

Direktør i Danske Arkitektvirksomheder Christian Lerche erkender, at arkitekter har et socialt og etisk ansvar i forbindelse med valget af byggematerialer, men han understreger, at arkitekterne er rådgivere for de byggeherrer, der bestiller og betaler et byggeri.

- Det betyder, at det i høj grad er bygherrerne, som sætter rammerne for hvordan der kan projekteres og bygges, herunder for valg af materialer. Desværre står vi ofte overfor en altopslugende fokusering på at få presset anskaffelsesprisen så langt ned som overhovedet muligt. Det tvinger arkitekter og entreprenører til at søge efter de billigste leverandører, også selvom det sker på bekostning af alle andre hensyn, siger han i en kommentar til sagen om den kinesiske granit, der tilsyneladende findes i en mængde danske byggerier.

Christian Lerche undrer sig over, at offentlige bygherrer i deres udbud slet ikke inddrager emner som bæredygtighed og virksomhedernes sociale ansvar.

- Jeg vil gerne opfordre til, at de offentlige bygherrer går forrest med krav om at udvise socialt ansvar. Sammen med byggeriets øvrige parter må vi finde en operationel måde at sikre, at sådanne krav kan efterleves. Jeg vil derfor invitere hele byggeerhvervet til et udvise fælles initiativ, siger han.

Direktøren understreger, at både Konkurrencestyrelsen og Erhvervs- og Byggestyrelsen i årevis har kritiseret danske byggematerialer skarpt for at være alt for dyre og givet deres uforbeholdne anbefaling af, at man valgte at købe billigere udenlandske alternativer.

- Problemerne med den kinesiske granit illustrerer nogle af de konsekvenser en så snæver fokusering på anskaffelsespriser medfører. Arkitekter har en lang tradition for at arbejde med projektering baseret på helhedsbetragtninger, hvor hensyn til miljø, vedligeholdelse og den langsigtede driftsøkonomi også inddrages, men intet af dette kan lade sig gøre, hvis bygherrerne udelukkende fokuserer på at få byggesummen så langt ned som muligt, lyder det fra Christian Lerche.

Danske Arkitektvirksomheder er branche- og arbejdsgiverorganisation for de private arkitektvirksomheder i Danmark. Og det er organisationens opfattelse, at danske byggeprojekter ikke skal bidrage til urimelig udnyttelse af arbejdere i fattige lande.

Kilde: Danske Arkitektvirksomheder

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136