23948sdkhjf

COWI som sparringspartner for ny bydel på Carlsberg

Carlsberg Ejendomme har hyret COWI som procesrådgiver og projektkoordinator omkring udarbejdelsen af plangrundlaget for den nye bydel på Carlsberg i Valby. Det første spadestik skal tages primo 2009.
Væksthuse, vinterhaver, svømmebassiner, tæt bebyggelse, solceller, åbne pladser og oplevelsescentre. Det er nogle af de elementer, der indgår i vinderforslaget til en ny københavnsk bydel på Carlsbergs produktionsarealer i Valby.

Vinderen - den danske tegnestue Entasis - blev kåret i maj 2007 ud af i alt 221 internationale bidrag til idekonkurrencen 'Vores by', udskrevet af Carlsberg.

For at kunne sætte projektet i gang skal der udarbejdes en overordnet lokalplan for hele området. I den forbindelse har Carlsberg Ejendomme allieret sig med COWI, som både skal være sparringspartner og procesrådgiver for udarbejdelsen af det overordnede plangrundlag samt projektkoordinator for hele processen.

Den 33 ha store Carlsberg-grund skal inden for de næste 10-15 år omdannes til en pulserende bydel midt i København med nye, gamle og fredede bygninger.

12.000 arbejdspladser og 2.000 boliger
Carlsberg udbød idekonkurrencen, fordi bryggeriet i slutningen af 2008 flytter sin produktion fra Valby til Fredericia. Dog beholder koncernen sine administrative -, forskningsmæssige - og besøgsmæssige aktiviteter i Valby.

Den nye bydel, der fuldt udbygget kommer til at omfatter ca. 12.000 arbejdspladser og 2.000 boliger, forventes at stå færdig om 10-15 år. Om alt går vel, kan det første spadestik tages i begyndelsen af 2009.

En spændende byomdannelse
Projektleder og arkitekt i COWI Karin Thuesen Pedersen siger om opgaven:

- Det er den største og mest spændende byomdannelsesopgave i Danmark i mange år. Foruden at være centralt placeret i København er området et nationalt klenodie, der rummer betydelig dansk kulturhistorie.

- Visionen for Carlsberg er at skabe en tæt, levende og pulserende bydel i både nye og historiske rammer. Som arkitekt er det inspirerende - og sjældent - at arbejde for en bygherre med så klar en holdning til både kvalitet, æstetik og etik.

Kilde: COWI - www.cowi.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11