Fup-håndværkere på villavejene
Engelsktalende fup-håndværkere i gang med at give slag-tilbud på villavejene i Nordsjælland. Men forbrugerne har ingen mulighed for at få erstatning for sjusket arbejde, hvis de bruger udenlandske håndværkere, lyder advarslen fra Dansk Byggeri
- Fuphåndværkerne udnytter jo de danskere, der ikke har en byggeteknisk viden, for hvordan kan man vide, om en brostensterrasse eller -indkørsel er lagt efter gældende anvisninger og normer eller ej? spørger Mikael Mortensen, der er konsulent for Brolæggerlauget, en interesseorganisation under Dansk Byggeri.
Og er arbejdet ikke udført korrekt, må forbrugeren gribe til egen lomme for at udbedre skader og mangler.
- De udenlandske håndværkere er ikke omfattet af nogen garantiordning. Så skulle man falde for fristelsen til at benytte sig af et hurtigt tilbud, skal man vide, at der ikke er nogen steder at gå hen med sin klage. For fuphåndværkerne er ofte over alle bjerge, når det udførte arbejde viser sig at falde fra hinanden, siger Mikael Mortensen.
Han opfordrer derfor forbrugerne til at vælge en håndværker, der er medlem af Dansk Byggeri. Så får de nemlig automatisk adgang til Byg Garanti og bliver dækket mod sjusk, fejl og mangler på op til 100.000 kroner. Dertil kommer, at der er fem års fuld garanti efter, at arbejdet er færdigt.
Man finder en lokal håndværker, der er dækket af Byg Garanti ved at gå ind på www.byggaranti.dk. Her kan man søge i en database, der dækker over 6.000 håndværkere fra hele landet.
tøtte