23948sdkhjf

Har du styr på Lean?

På CFU’s fællesstand på HI Industri blev en foredragsrække om Lean skudt i gang tirsdag med en introduktion til de grundlæggende manøvrer inden for Lean. Og ifølge foredragsholder Kry Herholt, Dansk Lean Akademi på Teknologisk Institut, er der god grund til at tage teorien alvorlig, for den kan spare virksomheden for mange penge på bundlinjen.
”Toyota-modellen”, som Lean også hedder i folkemunde, er ganske vist ikke en japansk opfindelse, men det var ledelsen hos den japanske bilgigant Toyota, der som de første tog de populære managementsredskaber til sig og implementerede dem i organisationen. Resultaterne skal man da heller ikke lede længe efter hos japanerne, der i dag er verdens største bilproducent med de laveste produktomkostninger – alt sammen takket være Lean.

Vi er ikke effektive nok
I korte træk drejer det sig om at reducere spild i virksomheden. Og ifølge Kry Herholt foregår der hver dag et ressourcespil uden lige i danske virksomheder. Målinger fra Teknologisk Institut viser fx:

At medarbejderne kun udnytter arbejdstiden værdiskabende 45-55 % af tiden. Resten af tiden bruger de på klargøring, transport, samtale, ventetid, fravær osv.
At nøglemaskiner kun kører 45-60 % af tiden.
At et produkt med en procestid på 18 minutter har en gennemløbstid på 45 arbejdsdage.

Ud med spildet
Der er altså nok at tage fat på, hvis man vil finde ekstra ressourcer i virksomheden. Først og fremmest kan ovenstående effektiviseres ved at reducere spildet i processerne. Kry Herholt identificerede syv forskellige former for spild, som man med fordel kan holde øje med.

Ventetid på fx materialer eller besked fra ledelsen.
Unødvendig transport.
Processer - fx op- og omstillinger, materialespild ved fx fraklip, indkøring, ikke-trimmede operationer, over-processing osv.
Lagre - ukurrans, transport og håndtering, kapitalbinding, arealbinding.
Fejlproduktion - opfylder ikke krav og specifikationer fra kunderne, defekte maskiner.
Overproduktion.
Uudnyttede menneskelige ressourcer.

Ryd op på din arbejdsplads
Inden for Lean opererer man med ”de 5 S’er”, der skal gøre op med spildet i virksomheden.

- Det drejer sig om fokus på orden og ryddelighed. Inden for Lean taler man om de 5 S’er, der er japanske ord for sortér, systematiser, rengør, standardiser og oprethold (selvdeisciplin). De skal sikre kvalitet på produkterne, bedre arbejdsmiljø og højere sikkerhed på arbejdspladsen, forklarede Kry Herholt.

Målet i sidste ende er en mere strømlinet virksomhed, der arbejder både omkostningseffektivt og sikrer en høj kvalitet på produkterne.

- Lean er lig med vilje til at tilfredsstille kunder, medarbejdere og ejere. Lean er ledelsens opgave. Ledelsen skal sætte det i gang og skabe forudsætningerne for, at medarbejderne kan gennemføre det. Og det kan ikke nytte noget, at man bare læner sig tilbage, når man har sat det i gang. Ledelsen skal være med til at gennemføre det, fortsatte Kry Herholt.

- Medarbejderne er ofte bange for, at de saver den gren over, de selv sidder på og gør deres egne jobs overflødige. Men man kan sige, at hvis vi ikke fjerner spildet, så vil der i fremtiden blive færre jobs. Med Lean vil der på kort sigt nok blive lidt færre jobs, men på langt sigt, så vinder vi jo kampen om ordrerne og dermed også arbejdspladserne, sluttede Kry Herholt.

I de kommende dage fortsætter foredragsrækken om Lean på HI Industri. Onsdag er der foredrag ved Toyotas salgs- og marketingschef Søren Rolsted, og i løbet af ugen vil man også kunne møde virksomheder som Toolpartners og Build-A-Bear og høre om deres erfaringer med Lean.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094