23948sdkhjf

Byggeriet jubler over opgør med sort arbejde

Køberen af sort arbejde kriminaliseres og risikerer at hænge på håndværkerens manglende betaling af skat og moms
Det vækker glæde i byggeriets organisationer, at regeringen vil gøre det ulovligt at købe sort arbejde. Det bliver betegnet som et kæmpe skridt i indsatsen for fair konkurrence om opgaverne ude i villakvartererne og et godt redskab mod udenlandske plattenslagere.

Som et led i ulovliggørelsen af sort arbejde, bliver det borgerens ansvar, at håndværkeren betaler skat og moms. For at give mulighed for kontrol, skal al betaling af ydelser til 10.000 kr. eller mere foregå elektronisk enten via netbank eller ved at købers bank overfører penge til leverandøren.

Med udspillet har regeringen ladet sig inspirere af lignende lovgivning i Norge og af De økonomiske Vismænd og netop byggeriets organisationer, som har foreslået at kriminalisere køberen af sort arbejde og kombinere det med krav om elektronisk betaling af ydelser af en vis størrelse.

- Det er en markant ændring og skaber balance, at ikke bare leverandøren men også køberen begår noget ulovligt i et sort forhold. Vi tror, det vil begrænse køberens lyst til at få sort arbejde eller indgå i tvivlsomme kontraktforhold. En grænse på 10.000 kroner for elektronisk betaling er en begyndelse. Det er da muligt, at det kunne være mere ambitiøst og være sat lavere, men vi synes det er en fin start, siger Jacob Thiel, cheføkonom i Håndværksrådet.

Grænse på 3.000 kr.

Vismændene foreslog i foråret i forbindelse med halvårsrapporten om dansk økonomi, at køb af sort arbejde gøres ulovligt og anbefalede en overgrænse på for eksempel 3.000 kr. for kontant betaling, idet kun omkring halvdelen af købene af sort arbejde finder sted til en værdi over 10.000 kr. I samme rapport hedder det, at hvis alt det sorte arbejde i Danmark i stedet blev udført hvidt, ville det give et skatteprovenu på 29 mia. kr. eller ca. 10 procent af det samlede provenu fra indkomstskatterne.

- Derfor kunne der også argumenteres for en lavere grænse end de 10.000 kr., som der lægges op til, men bare det, at køberen kan gøres ansvarlig for manglende skat og moms, er et stort skridt i den rigtige retning, siger Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre, der meget tidligt har krævet kriminalisering af køberen af sort arbejde.

- Vi tror, det vil have en ganske betragtelig præventiv virkning og vil give positiv adfærdsregulering. Køberen vil tænke sig om mere end én gang, hvis han er usikker på, om eksempelvis hans udenlandske håndværkere svarer skat og moms, siger Ole Draborg.

Klar sammenhæng

Dansk Byggeri synes, regeringens forslag i høj grad minder om et forslag, som Dansk Byggeri kom med i sommer. Det har man bestemt intet imod.

Ifølge Dansk Byggeri er der en stærk sammenhæng mellem kontanter og sort arbejde,

- Derfor vil forslaget om elektronisk betalingspligt indskrænke markedet for sort arbejde, og i et moderne samfund er det ikke urimeligt at kræve, at betalinger i den størrelsesorden sker elektronisk, siger afdelingschef Torben Liborius.

Han advarer mod, at regeringen læner sig alt for meget op ad den norske model, hvor man selv må bestemme, om man vil betale kontant. Dansk Byggeri mener, at det skal være ulovligt at betale kontant, da det ellers kan blive temmelig kompliceret at fordele ansvaret mellem håndværker og forbruger.

Også kundens ansvar

Også i fagbevægelsen hilses regeringens opgør med sort arbejde velkommen.

- Sort arbejde er traditionelt fremstillet, som om at det er håndværkernes skyld, at det eksisterer. Imidlertid er det i langt højere grad kundernes ansvar, at de ydelser, man modtager, også foregår inden for lovens rammer, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet.

- Vi er derfor særdeles glade for, at skatteminister Thor Möger Pedersen vil tage et effektivt opgør mod sort arbejde, og vi mener, at sort arbejde bedst bekæmpes med en ihærdig kontrolindsats fra Skat’s medarbejdere, siger han.

BoligJob fortsætter

Regeringen har i øvrigt også besluttet, at BoligJob-ordningen fortsætter uændret i 2012. Ordningen blev lanceret af VK-regeringen i foråret som foranstaltning for at øge håndværkeraktiviteten og sætte ind over for sort arbejde.

S-R-SF-regeringen havde planlagt at lade ordningen afløse af en tilskudsordning til energiforbedringer, men det har ikke været muligt at få skabt den ny ordning, så den kan få virkning fra årsskiftet. Derfor er det besluttet, at BoligJobordningen fortsætter også i 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104