Hemmeligheden bag DR's nye koncertsal
Egentlig kunne man slet ikke bygge DR’s nye koncertsal. For allerede inden MT Højgaard tog det første spadestik, stod det klart, at hvis det overhovedet skulle lade sig gøre at bygge denne usædvanligt smukke og særprægede koncertsal, så var der alvorligt behov for ingeniørmæssig nytænkning.
Koncertsalen har en form, der minder om en kæmpemæssig valnød – med en størrelse på 42x58 meter i vandret plan. Og med den detalje, at "skallen" er lavet af stål og beton. Det er der ikke noget problematisk ved – hvis man alene ser på den færdige konstruktion. Men hvis man ser på byggeprocessen, er det en lidt anden sag.
Et kæmpe skelet af stål og beton
Problemet med opførelsen af koncertsalen var konstruktionen af skallen. Oprindeligt var det planen at bygge et kæmpemæssigt skelet af stål og beklæde det med trapezplader og sprøjtebeton.
Men når man kommer op i højder over 40 meter, er der helt andre vindhastigheder, end der er ved jordoverfladen. Skelettet ville komme til at fungere som et kæmpemæssigt sejl og ville være meget ustabilt i den periode, der skulle bygges.
En "special task force"
For at løse problemet besluttede MT Højgaard i samarbejde med DR at nedsætte en arbejdsgruppe på tværs af alle involverede parter. Desuden etablerede MT Højgaard et tæt samarbejde med dattervirksomheden Promecon, som er specialist i konstruktionsopgaver i stål.
Og den endelige løsning viste sig at være relativt enkel.
250 tons beton
I praksis løste MT Højgaard udfordringen ved at støbe seks stk. 40 tons tunge betonelementer på selve byggepladsen. Derefter kom "Basse" på banen – ikke alene MT Højgaards, men også en af Danmarks stærkeste mobilkraner – til at løfte de i alt 250 tons beton 25 meter op i luften.
Her blev elementerne så monteret og understøttet af en række kæmpemæssige "soldater" – en række stålskeletter, der først blev fjernet, da byggeriet af skallen var færdig. De 250 tons beton virkede som en slags bro, der blev brugt som afsæt for at konstruere resten af den gigantiske stål- og betonkonstruktion.
Kilde: MT Højgaard - http://www.mthojgaard.dk/