23948sdkhjf

Herning tiltrækker unge arkitekter

18 teams af unge europæiske arkitekter valgte at satse på Herning i EUROPAN - én af verdens største og mest prestigefyldte arkitektkonkurrencer for arkitekter under 40 år. Konkurrencen skal stimulere Europas unge arkitekter til at udvikle kreative og nyskabende løsninger indenfor arkitektur, byplanlægning og boligbyggeri.
Herning får i forbindelse med EUROPAN 18 forskellige projektforslag til, hvordan en af kommunens største byplanmæssige udfordringer kan løses. Opgaven til de unge arkitekter var at skabe fysisk og mental sammenhæng mellem Herning By og det innovative Birk-områdets hastigt voksende kultur-, uddannelses- og erhvervsliv, som fysisk adskilles fra Herning by på tværs af den nye motorvejsrute 18.

Det er i øvrigt første gang, Danmark deltager i EUROPAN. Ørestaden, Herning og Vejle har stillet udfordrende grunde til rådighed for konkurrencen, og interessen har været stor. Ørestaden har fået projektforslag fra 36 teams. Herning har som nævnt fået 18, og Vejle har fået 14 projektforslag.

Herning opfattes som en spændende by i rivende udvikling
- Vi er uhyre tilfredse med, at så mange arkitekter har valgt at tage udfordringen i Herning op. Det understreger endnu engang, at Herning opfattes som en spændende by i rivende udvikling – ikke bare i Danmark, men internationalt. Det synes jeg er interessant. Også i relation til, at vi for nylig tog første spadestik til byggeriet af et meget utraditionelt Kunstens Hus til ca. 150 mio. kr., tegnet af New York-arkitekten Steven Holl, som regnes blandt de 10 bedste i verden.

- Et byggeri med Steven Holls navn bidrager naturligvis til at sætte Herning på det internationale landkort. Det vil de 18 projektforslag også gøre – og rigtig meget endda. Vores udfordring til de unge arkitekter er nemlig meget global. Byer og motorveje med lignende udfordringer findes rigtig mange steder i verden. Derfor er der ingen tvivl om, at samtlige 18 projektforslag og dermed også Herning vil blive studeret nøje, siger byplanudvalgets formand, Knud B. Troelsen.

Resultatet af EUROPAN-konkurrencen offentliggøres efter planen 18. januar 2008, og i juni 2008 vil en international udstilling med vinderprojekterne blive tilbudt de deltagende lande.

Kilde: Herning Kommune - www.herning.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078