Søger: 7700 boliger inden 2019
Rygterne om at aktiviteterne i byggebranchen har boomet, og at man i de kommende år vil opleve en nedgang i byggeriet, er endnu ikke nået til Silkeborg. Eller også er de bare ligeglade. Håndværkerne i kommunen får i hvert tilfælde masser at se til, hvis prognosen taler sandt, og man i 2019 vil mangle 7700 boliger.
I øjeblikket bygger man i områderne Gødvad, Buskelund og Funder ved Silkeborg og disse tre områder vil, hvis prognosen taler sandt, blive udbygget yderligere ved vedtagelsen af den nye kommuneplan i 2009.
Men det er ikke blot her, der skal bygges.
- Der skal ske grundudstykninger i hele kommunen, fortæller borgmester Jens Erik Jørgensen til Midtjyllands Avis. Så håndværkere i Silkeborg og omegn må kridte skoene og levere varen – såfremt prognosen holder.