23948sdkhjf

Tietgenkollegiet fik Betonelementprisen

Tietgenkollegiet i Ørestaden fik overrakt endnu en pris, da Betonelementforeningen under Dansk Byggeri fredag d. 11 maj uddelte betonelementprisen til arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg Arkitektfirma
Der var kransekager, klapsalver og en enkelt kendis, da Betonelementforeningen fredag d. 11 maj overrakte betonelementprisen til arkitekterne bag Tietgenkollegiet i Ørestaden i København.

Arkitekt Finn Monnies fra dommerkomitéen kaldte ved overrækkelsen projektet for en genial idé.

- Når man ser Tietgenkollegiet, er der retfærdigvis ikke meget beton at se, men man må samtidig forstå, at et hus af denne art kun vil kunne konstrueres med beton, tilføjede han, inden tidligere overborgmester i København og nuværende direktør for Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen overrakte prisen til Lene Tranberg fra Lundgaard og Tranberg Arkitektfirma. Selvom Betonelementprisen ikke er den første pris, som Tietgenkollegiet vinder, var der ægte glæde at spore hos arkitekten:

- Vi er rigtig glade for den faglige tilkendegivelse, som Betonelementprisen står for, fordi netop betonen og dens tektoniske behandling er en meget væsentlig og bærende del af hele projektets arkitektoniske idé, takkede Lene Tranberg den ca. 80 mand store forsamling.

Eksemplarisk projekt
Lene Tranberg lagde vægt på, at bygningerne skulle være flotte, men at byggeriets funktionalitet var det vigtigste parameter for projektets succes. Søgningen til Tietgenkollegiets boliger har da også været stor, og der er allerede en lang venteliste af unge studerende, der håber på at få lov til at bo i det runde hus.

Også projektleder Peter Thorsen var glad for anerkendelsen af den bygning, som han selv beskriver som et eksemplarisk byggeprojekt.

- Samarbejdet har været godt hele vejen igennem, og det er utroligt vigtigt, når man laver et byggeri, der ikke ligefrem står i lokalplanen. Vi har bygget utroligt mange modeller, simpelthen fordi vi ikke har kunnet tegne os frem til løsningen. Men ellers har det ikke været sværere end at lave et normalt byggeri, vi har bare haft større fokus på den kreative proces og på de problemer, der opstod undervejs. Cirklen tegner jo sig selv, den er den ultimative form for fællesskabet. Udfordringen har været at bearbejde cylinderformen, så den har fået energi og individualitet, fortæller han.

Alligevel har udfordringerne med Tietgenkollegiet også været en særlig oplevelse for Peter Thorsen;

- Til denne opgave tror jeg, at vi har leveret det bedste vi kan, og det er dejligt at få det anerkendt. Især fordi man som arkitekt ikke får mange chancer for at lave noget som dette i en levetid, tilføjer han.

Blod på tanden
Alligevel er det måske ikke sidste gang, at Lundgaard og Tranberg Arkitektfirma forsøger sig med et anderledes byggeri;

- Det er både dejligt og forpligtende at få den anerkendelse, som vi har fået. Måske giver det os blod på tanden til at byde ind med noget anderledes igen næste gang, også fordi vi ved, at vi kan, slutter Peter Thorsen.

Med prisen for bedste betonbyggeri er Tietgenkollegiet et af de mest prisvindende byggerier i nyere tid. Fem priser er det blevet til indtil videre, og derudover er Tietgenkollegiet nomineret til Mies Van der Rohe Prisen og Forum AID Prisen senere i år.


Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078