23948sdkhjf

Kingo fjerner 2.500 tons beton i Frihavnstårnet

Nedrivningsvirksomheden har siden juli 2014 skåret sig igennem godt 4 kilometer beton og jern på Nordhavnen i København.
Det er sket for at gøre plads til 78 splinternye lejligheder i Frihavnstårnet.

- Der skulle fjernes en hel etage på 7. sal, uden der måtte falde beton- og jernstykker ned på byggepladsen og de omgivne veje. Dernæst skulle alle indvendige silokamre fjernes, mens en betonbjælke for hver etage skulle bevares og indgå i arkitekturen af de nye lejligheder, siger Bent Kjeldsen, Entrepriseleder i Kingo Karlsen A/S.

Inden Kingo kunne påbegynde nedrivningsarbejdet i siloen, skulle alle siloens syv etager miljøsaneres for blymaling. Det tog Kingo en måned at sandblæse i alt 8000 kvadratmeter.

- Det var en stor udfordring at føre slanger gennem siloen og skabe undertryk, men ved hjælp af vores 15.000 kubik suge anlæg lykkedes det, og vi fik med stor succes afrenset hele siloen for blymaling, siger Bent Kjeldsen.

I perioden hvor Kingo har arbejdet på projektet er 7. etage blevet fjernet, og i den vestlige ende af siloen er 18 store silorør på cirka fem gange tre meter blevet skåret ud. Til formålet blev der bygget en indvendig lift, som kunne fragte de store betonstykker ned i bunden af siloen.

Udfordring med store silorør
I den vestlige ende blev der også fjernet 27 vægge, som blev skåret fri med diamantklinger. Væggene blev ved hjælp af en kran hejst ned på 1. sal, hvor de blev slået i stykker og læsset i containere. I den østlige ende af siloen, som bestod af dæk og 30 små silokamre på tre gange tre meter, har man ved hjælp af robotter og et hul på to gange to meter i betonvæggen klippet sig vej ned gennem de små silokamre fra en højde på 25 meter.

- Den største udfordring har været at skære de store silorør ud i den vestlige ende af siloen. Silorørene skulle skæres ud i felter på cirka fire gange tre meter, som til sidst dannede et edderkoppespind. Selvom arbejdet har været udfordrende og spændende, har vi hele tiden haft styr på tingene, siger Bent Kjeldsen.

Kingo har i alt skåret sig igennem fire kilometer beton, fjernet 2500 tons beton og 100 tons jern i den 37 meter høje silo på Nordhavnen.

Nedrivningsarbejdet forventes at være færdigt i juni 2015.

Projekt til 130 millioner
Det er Boll+, der ombygger den tidligere DLG-foderstofsilo i Nordhavn til boliger. Projektet er en del af en udviklingsplanen for Århusgadekvarteret. Praksis Arkitekter APS varetager arkitektrådgivningen, mens Henry Jensen A/S Rådgivende Ingeniører varetager ingeniørrådgivningen.

Byggearbejdet udføres som hovedentreprise af HHM A/S, og den samlede pris er på 130 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093