C. Holbøll & Sønner skriver under på Femern-kontrakt
Entreprenørfirmaet skal færdiggøre den vej, de allerede har lavet en del af.
Entreprenørfirmaet vandt i sensommeren sidste år en opgave med at etablere Forlagt Strandholmsvej Nord – og nu får virksomheden så opgaven med at gøre vejstrækningen færdig i den anden ende.
Den samlede Strandholmsvej er en vigtig brik i infrastrukturpuslespillet omkring Rødbyhavn i de kommende år. Den skal føre fra campen til tunnelelementfabrikken.
- Vi har på alle udbud og licitationer modtaget gode og kvalificerede bud. På opgaven her kunne C. Holbøll & Sønner A/S levere den bedste løsning til den bedste pris. Vi oplevede dem også som både kompetente og gode at samarbejde med på den tidligere vej-opgave, de løste for os, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.
Der er også på denne opgave stillet krav om, at entreprenøren skal have en lærling med i arbejdet hver dag.
Øget trafik i anlægsfasen
Grunden til, at opgaverne med at udvide og opgradere vejene omkring Rødbyhavn, er blevet udbudt i forskellige bidder, er, at Femern A/S har skullet respektere de mange forskellige processer, der er i så stort et anlægsprojekt. Det er blandt andet arkæologiske undersøgelser.
Samlet set regner man med, at trafikken i og omkring Rødbyhavn bliver forøget med cirka 300 lastbiler og 1200 personbiler om dagen, når det store anlægsarbejde går i gang.
- Derfor har de fremrykkede aktiviteter været afgørende for at gøre området parat, så de konsortier, der vinder de store tunnelkontrakter, kan komme i gang, så snart anlægsloven er vedtaget, siger Bo Eske Nielsen.