Opmåling på Ring 3-letbane er indledt
Konsortiet Mølbak Tvilum skal frem til anlægsstart skabe det nødvendige grundlag for projektering af den 27 kilometer lange letbane.
Opmålingsarbejderne er allerede gået i gang, og konsortiet vil de næste 5-6 år gennemføre en lang række opmålingsarbejder og afsætningsarbejder på strækningen.
- Vi har henover sommeren indmålt og koordineret over 650 paspunkter i cykelstierne langs Ring 3 til brug for en mobil laserscanning af hele strækningen, og blandt andet opmålt og kortlagt de mest vigtige passager på strækningen, fortæller landinspektør Børge Tvilum, indehaver af Tvilum Landinspektørfirma A/S i Hillerød.
Kollega Jens Mølbak fra Mølbak Landinspektører A/S glæder sig over aftalen, der passer fint ind i virksomhedens vækststrategi.
- Aftalen giver os et fantastisk fundament til videreudvikling af vores eksisterende ydelser og servicepaletter indenfor teknisk landmåling, 3D opmåling og laserscanning, fremhæver Jens Mølbak.
Letbanen skal løbe fra Ishøj Station til DTU i Lyngby og får en samlet længde på cirka 27 km. Landinspektør Per Lykke Larsen er ansat som konsortiets projektleder. Han har stor erfaring fra større offentlige anlægsprojekter og kommer senest fra en stilling som administrerende direktør i GeodataDanmark.
Konsortiet har som led i projektet aftalt med bygherren, at der oprettes lærlinge- og praktikpladser i de to virksomheder.