Lettere adgang til anlægsprojekter på Sjælland
Greve og Solrød Kommuner vil gøre det lettere for lokale virksomheder at blive underleverandør og samarbejdspartner på de mange store anlægsprojekter i Region Sjælland.
Der planlægges og gennemføres i øjeblikket hundredvis af større og mindre bygge- og anlægsprojekter i både den private og offentlige sektor i hele Region Sjælland. De mange anlægsprojekter er en gylden mulighed for virksomhederne i Greve og Solrød til at skrive kontrakter med nogle af landets førende entreprenører.
Virksomhederne i Greve og Solrød favner bredt, og med alle de bygge- og anlægsprojekter, som sker i Region Sjælland, er der rigtigt meget brug for underleverandører. Arrangementet giver således mulighed for at sætte dialog i gang mellem nogle af Danmarks største entreprenører og Greve-Solrøds lokale virksomheder.
På mødet vil repræsentanter fra nogle af Danmarks førende entreprenører som Femern, BaneDanmark og Vejdirektoratet fortælle om, hvordan man kommer i spil som underleverandør og samarbejdspartner på nuværende og kommende projekter. Mødet er en enestående mulighed for det lokale erhvervsliv til at sætte præg på udviklingen i Region Sjælland og til at styrke samarbejdet med Danmarks førende entreprenører.
Deltagelse i mødet er gratis, men kræver tilmelding. Mødet afholdes den 21. oktober på Korporalskroen, Tåstrupvej 4 i Karlslunde, og dørene åbnes kl. 07.30.