23948sdkhjf

Danske arkitekter bag verdens bedste undervisningsbyggeri

Dalarna Medie Bibliotek i Falun, Sverige, som er designet af danske Adept, er netop blevet kåret som verdens bedste undervisningsbyggeri ved dette års World Architecture Festival.
Ved overrækkelsen på World Architecture Festival i Singapore fredag aften modtog Adepts tre partnere, Anders Lonka, Martin Laursen og Martin Krogh prisen for verdens bedste undervisningsbyggeri, Dalarna Medie Bibliotek i Falun, Sverige.

Biblioteket blev kåret som vinder i skarp konkurrence med en række fremragende projekter fra internationalt førende tegnestuer.

- Vi er stolte over anerkendelsen som viser, at visionen vi har holdt fast i gennem hele design- og byggeprocessen brænder meget klart igennem. Vores vision var at skabe ‘mere end et bibliotek’ hvor bygningens konkrete biblioteksfunktioner placeres omkring et central og tribelhøjt rum-arenaen. Dette multianvendelige rum tilbyder mere end den rene funktion som et universitetsbibliotek; og hermed integreres hele byens og borgernes liv og aktiviteter med de studerendes. I praksis skaber det dynamik og aktivitet hele dagen – også når selve biblioteksfunktionen er lukket. Denne vision var også den overordnede grund til at projektet vandt prisen for verdens bedste undervisningsbyggeri - og det synes vi virkelig er interessant, siger partner, Martin Laursen.

Enkel og funktionel elegance
Over 400 byggerier fra mere end 50 lande var nomineret ved World Architecture Festival. I kategorien ‘Higher Education and Research’ beskriver juryen Dalarna Medie Bibliotek som et fremragende projekt, der bl.a. tildeles prisen for enkel og funktionel rumlig elegance, samt den unikke facade som både er et integret kunstværk, der reflekterer sine omgivelser og samtidig takler et hårdt nordisk klima.

Dalarna Medie Bibliotek er organiseret som en ”videnspiral”, der matcher en ny bibliotekskultur, som iscenesætter et bredt spektrum af oplevelser og inspiration. Det naturlige terræn på grunden udnyttes og videreføres som en rampe op gennem bygningens spiralformede atrium – bygningens centrale hjerte, hvor informationssøgning foregår, og brugere let kan orientere sig. Videnspiralen skaber et varieret studiemiljø, hvor forskellige lydniveauer og rummenes aktiviteter skaber et alsidigt, oplevelsesrigt bibliotek.

Bygningens karakteristiske dobbeltfacade består af en isoleret træfacade inderst med en solafskærmning af reflekterende horisontale stållameller foran. Lamelfacaden giver biblioteket et immaterielt udtryk, hvor omgivelserne afspejles i brudte abstrakte refleksioner. Lamellerne er udført med et trekantet profil i højpoleret rustfrit stål, og spejler på denne måde himmel, de nære omgivelser og menneskerne på pladsen omkring bygningen samtidig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187