Ny udbudspolitik for mindre håndværksopgaver
Lettere for den enkelte håndværker at løse mindre kommunale bygge- og anlægsopgaver i Frederikshavn Kommune.
Det gør det lettere for den enkelte håndværker at løse kommunale opgaver på fast basis.
Det er besluttet i Frederikshavn Kommunes indkøbs- og udbudspolitik, at mindre håndværkeropgaver fremover skal udbydes i rammeaftaler af højest fire års varighed. En rammeaftale betyder, at man som håndværker får mulighed for at indgå en aftale om udførelse af bygge- og anlægsopgaver af samme karakter i en given periode.
- Det vil gøre det lettere for den enkelte håndværker at løse mindre kommunale bygge- og anlægsopgaver på fast basis, og rammeaftalerne vil gøre tildelingen af konkrete opgaver mere gennemsigtig, siger Peter Munk, afdelingsleder i Ejendomscenteret.
Det er Ejendomscenteret som sammen med Erhvervshus Nord inviterer til informations- og høringsmøde onsdag 8. oktober klokken 15 i Kattegat Siloen. Mødet er hovedsagligt for personer i håndværkerbranchen og brancheforeninger.
På mødet kan man høre meget mere om den nye ordning, og hvordan man som håndværker kommer i betragtning. Kommunen har samtidig brug for branchens meninger og erfaringer, så udbudsmodellen kan blive tilpasset bedst muligt.