Nye rammer om Sønderborgs bymidte
Med en ”Strategi for byliv og infrastruktur” lægger byrådet i Sønderborg op til nye trafik-reguleringer, som skal give et bedre flow og en fredelig bymidte i Sønderborg.
Strategiforslaget er inddelt i 10 forskellige dele, som hver især beskriver en eller flere ændringer.
De 10 dele er:
1. En mere fredelig bymidte – med bl.a. ensretning af Løngang og en del af Kongevej
2. Udnyttelse af hjørnegrunden Brogade/Chr. II’s Gade
3. Bedre udnyttelse af arealet foran Sønderborg Slot
4. Omdannelse af Rønhaveplads og bedre adgang til Mølledammen
5. Mindre trafik i den sydøstlige del af byen – med bl.a. ensretning af Sdr. Havnegade og Rosengade
6. Trafiksikring af boligområdet mellem Arnkilgade og Ringgade – med bl.a. lukning af Damgade
7. Bedre forhold for bløde trafikanter ved Alsion og på Kong Chr. X’s Bro
8. Bedre adgang til Nordhavnen – med bl.a. fartdæmpning på Helgolandsgade
9. Bedre adgang for cyklister til bymidten – via bl.a. etablering af cykelgader og cykelsti gennem Kongevejsparken
10. Ændring af p-pladsen ved Sønderborghus
”Strategi for byliv og infrastruktur” er nu sendt i høring de kommende otte uger. I perioden bliver blandt andet afholdt to borgermøder på gaden, hvor forslaget kan ses i øjenhøjde og kommenteres umiddelbart. De to åbne borgermøder holdes lørdag den 18. oktober på Rønhaveplads og lørdag den 15. november foran Borgen. Høringsfristen er den 26. november, hvorefter borgernes forslag og kommentarer gennemgås og indarbejdes.