23948sdkhjf

Direktør: Ventilation billigere end vindmøller

Det koster mindre at halvere energiforbruget i det eksisterende byggeri end at etablere en vindmøllepark. Det viser nye beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut og DTU. Alligevel har udbygning af den vedvarende energi fortsat politikernes topfokus, og det undrer direktøren i Dansk Ventilation.
Statens Byggeforskningsinstitut og DTU har beregnet, at energiforbruget i eksisterende bygninger kan sænkes med 30 pct. ved hjælp af traditionelle tiltag som isolering, termostatstyring af radiatorer, lysregulering etc. Kobler man ventilation med varmegenindvinding i halen på disse energioptimeringstiltag, kan energiforbruget i boligerne sænkes yderligere 17 pct, så man når op på en samlet besparelse på 47 pct. Prisen for gennemførelsen er tilmed lavere end prisen for en af de vindmølleparker, politikerne har på tegnebrættet, skriver Dansk Ventilation i en pressemeddelelse.

Så hvorfor står vindmøllerne fortsat øverst på politikernes prioriteringsliste, spørger direktøren i Dansk Ventilation undrende.

- Den vedvarende energi er blevet et politisk mantra. Man har sat et mål om, at hele energiforsyningen i Danmark skal komme fra vedvarende energi i 2050, og så kører man for fuld skrue i det spor, koste hvad det vil. Men vedvarende energi er jo bare en anden måde at få elektricitet i vores ledninger på. Vi mener, det er langt mere fornuftigt at fokusere indsatsen på at nedbringe energiforbruget uden tab af komfort. Gør man det, og opretholder det niveau af vedvarende energi, vi har i dag, så stiger den procentuelle andel af vedvarende energi, hvilket er en politisk ambition, siger Johnny Øland, formand for Dansk Ventilation.

Ifølge direktør i Dansk Ventilation, Christen Galsgaard går 40 pct. af det samlede danske energiforbrug til opvarmning af bygninger, så det giver god mening at sætte aktivt ind der. Dansk Ventilation ser gerne, at der fra politisk hold bruges kræfter på at realisere den strategiplan for energirenovering, som energistyrelsen offentliggjorde i maj frem for at udbygge den vedvarende energi. Herunder at ventilation får større fokus, siger Johnny Øland og peger på, at bygningerne bliver fuldstændig forseglede, når de isoleres og tætnes efter alle kunstens regler.

- Der er en både energimæssig og sundhedsmæssig konsekvens ved at isolere og tætne bygningerne efter alle kunstens regler. De bliver som en plastikpose at opholde sig i. Mange steder har man konstant åbne vinduer, og hvis det ikke kan lade sig gøre, opsætter man aircondition. I begge tilfælde fordufter energibesparelsen. Alternativet er et elendigt indeklima, hvor husstøvmidder stortrives. Taler vi erhvervsbyggeri, ved vi fra snesevis af forskningsresultater, at produktiviteten daler markant, når indeklimaet er dårligt. Så man er nødt til at inddrage ventilation, når man energioptimere bygningerne, mener Johnny Øland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093