Ingeniører må lægge navn til meget
Ingeniører er en mangelvare på det danske arbejdsmarked. Det er baggrunden for en ny kampagne til knap ni mio. kroner, der skal øge interessen for ingeniørfaget og samtidig sætte kul på søgningen og optaget til ingeniøruddannelserne og de tekniske videregående uddannelser.
Det er baggrunden for en ny kampagne til knap ni mio. kroner, der skal øge interessen for ingeniørfaget og samtidig sætte kul på søgningen og optaget til ingeniøruddannelserne og de tekniske videregående uddannelser.
- Manglen på ingeniører risikerer at underminere virksomhedernes konkurrenceevne og Danmarks mulighed for at begå sig i globaliseringen. Derfor har vi lavet kampagnen, der skal give de unge, deres forældre og samfundet generelt et mere troværdigt billede af den moderne ingeniør end de fordomme, der måske florerer, siger videnskabsminister, Helge Sander.
Imageindsatsens hovedbudskab er, at en ingeniøruddannelse faktisk er vejen til at opfylde en lang række af de unges krav og ønsker til et fremtidig studie- og arbejdsliv. Indsatsen skal give befolkningen et langt større kendskab til, hvad en ingeniør beskæftiger sig med samt til bredden i ingeniøruddannelserne.
- Vi skal have flere ingeniører. Uddannelsen er adgangsbillet til mange forskellige jobmuligheder, og jeg tror ikke, at alle unge er klar over, hvilke muligheder uddannelsen giver, siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Kampagnen er et samarbejde mellem Videnskabsministeriet, Undervisnings-ministeriet, Dansk Industri (DI) og Ingeniørforeningen i Danmark. Den lanceres under hovedbudskabet "Ingeniører må lægge navn til meget" og løber fra dette forår frem til udgangen af 2008.
Indsatsen vil have et særlig fokus på, at de 13-19-årige aktiveres og oplever, at det er sjovt og udfordrende at være ingeniør.
Kampagnen skydes i gang 8. maj 2007.
Kilde: Dansk Industri - www.di.dk