Polsk byggeboom – en guldgrube
Polen bevæger sig i øjeblikket fremad udviklingsmæssigt med syvmile skridt – eller rettere med en vækstrate på 6%. Der investeres og bygges som aldrig før, og både Dansk Byggeri og Eksportrådet ser et enormt potentiale for danske specialister – specielt fra byggebranchen.
Der er stor mangel på kontorer, butikker, boliger – vej- og kloaknettet hænger i laser – og otte stadions skal se dagens lys inden EM i fodbold afholdes i landet i 2012. Så der er nok at gå i gang med.
Polens store behov for nybyggeri, renovering og miljøvenlige løsninger har allerede tiltrukket store danske aktører som Sjælsø Gruppen, Hedeselskabet, Rockwool, Velux, Krüger, Per Aarslev, TDK Development og Niras.
Dansk Byggeri har i samarbejde med den danske ambassade i Polen lavet en Polensvejledning til interesserede, der ønsker opgaver i det østeuropæiske.
På www.ms.gov.pl kan der hentes blanketter til virksomhedsregistrering, og på www.uzp.gov.pl findes der opgaver og licitationer.
Kilde: ErhvervsBladet – www.erhvervsbladet.dk