Utraditionelle ingeniøropgaver med Z-huset
Birch & Krogboe får ansvaret for de traditionelle og utraditionelle rådgivende ingeniørarbejder på byggeriet Z-huset. Byggeriet i Århus havn omfatter i alt ca. 10.000 m2 boliger og 13.000 m2 erhverv samt et tilhørende underjordisk P-anlæg.
P-kælder under vand og velplacerede tagterrasser
Det er meningen, der skal laves en parkeringskælder under Z-huset. Da bygningen skal være på havnen, betyder det, at kælderen delvist vil komme til at ligge under vandet. Det kræver bl.a., at ingeniørerne finder særlige løsninger til tætning af kælderen.
Da vinden ofte er kraftigere ved vand end på land i bebyggede områder, skal der også tages hensyn til dette i løsningsforslagene.
-Det er meningen, der skal være tilknyttet tagterrasser til lejlighederne. Så for at de bliver brugbare, må vi også indtænke vindforhold i vores udregninger, siger Alex Laursen fra Birch & Krogboe.
Få skrå elevatorer i Danmark
En tredje og anderledes indretning ved Z-huset er de forventede skrå elevatorer. Elevatorerne forventes at blive skrå, idet selve Z-huset har en skrå facon.
- Ved at placere elevatorerne mellem lejligheder og erhverv kan vi undgå at bruge plads på at føre elevatorerne op gennem f. eks. lejlighederne. Men ved ’utraditionelle’ elevatorkonstruktioner skal der tænkes anderledes både teknisk og bygningsmæssigt, fortæller Alex Laursen.
Det er kun få steder i Danmark, der indtil videre er elevatorer af den slags.
Kilde: Birch & Krogboe - www.birch-krogboe.dk