23948sdkhjf

NCC køber dansk miljøteknologi

NCC Roads køber DSV Miljø RGS 90's aktiviteter inden for koldasfalt. Handlen vil styrke NCC's arbejde med miljø- og energirigtig asfaltudlægning.
NCC Roads, landets største aktør på asfaltområdet, køber nu en danskudviklet teknologi, som kan føre til mere miljøvenlig produktion af flere former for vejbelægning.

Mere miljøvenlig produktion
Med den nye teknologi kan udslippene reduceres og energiforbruget mindskes, hvilket er sundt for både eksternt miljø og arbejdsmiljø. Samtidig kan der spares på de knappe råstoffer, som indgår i asfaltproduktionen.

Med købet overtager NCC alle RGS 90's aktiviteter inden for koldasfalt. Købet af koldasfalt-teknologien er et led i NCC's ønske om at være forrest i udviklingen af mere miljøvenlig produktion af vejbelægninger.

– Samfundet har god gevinst af, at gammel asfalt genbruges og bliver til nye veje. Genbrugstanken sparer råstoffer og energi. NCC er i dag langt fremme på miljøområdet og købet øger vores muligheder for at kunne anlægge endnu flere miljørigtige veje, siger administrerende direktør Thomas Rask Jensen, NCC Roads.

Koldasfalt forbedres
NCC køber aktiviteten for at udvikle den i håbet om, at koldasfalt med tiden kan blive næsten eller lige så god som almindelig varm asfalt.

- I dag er koldasfalt ikke lige så holdbar som traditionel asfalt til visse typer belægninger. Men der er mange steder, hvor koldasfalt er god nok – typisk som bærelag. Her vil vi med det samme kunne tilbyde den mere miljøvenlige udlægning. Samtidig vil vi udvikle den nye teknik, så den forbedres og kan bruges på stadigt flere vejstrækninger, siger Thomas Rask Jensen.

Koldasfalt er baseret på genanvendelse af brugt asfalt som det primære stenmateriale. I forhold til traditionel asfaltproduktion adskiller produktionen af koldasfalt sig ved, at asfaltens sten- og bindemiddelmateriale ikke opvarmes under fremstillingen.

I forbindelse med overdragelsen af koldasfaltaktiviteterne vil NCC fremover aftage genbrugsasfalt fra RGS 90's lagre. Det er aftalt mellem parterne, at overtagelsessummen ikke offentliggøres. NCC overtager aktiviteterne og et mindre antal medarbejdere fra RGS 90 fra 1. maj 2007.

Kilde: NCC / http://www.ncc.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113