Sjælsø Gruppen bygger nyt hospital til Hamlet
Sjælsø Gruppen har indgået aftale med Privathospitalet Hamlet om etablering af et nyt hospital i de tidligere TVA-bygninger i TV-Byen i Gladsaxe.
Ejendommen omfatter ca. 8.000 m2, hvoraf hospitalet indrettes på ca. 6.000 m2. Hertil kommer ca. 2.000 m2 kælder. Indretningen af ejendommen til hospitalsformål er igangsat, og hospitalet forventes efter en omfattende ombygning af
lokalerne klar til ibrugtagning ved årsskiftet 2007/08.
Aftalen indebærer, at Hamlet overtager ejendommen. Den samlede værdi af ejendom og indretning udgør ca. kr. 180 mio.
Positive forventninger til erhvervsmarkedet
Erhvervsmarkedet udvikler sig fortsat positivt med stigende efterspørgsel fra lejere og brugere. Tomgangen i markedet er fortsat meget lav, hvorfor der i stigende grad er behov for nybyggeri for at dække efterspørgslen.
Siden nytår har Sjælsø Gruppen konstateret en væsentlig tilgang af nye lejeremner, hvilket understøtter forventningerne om en positiv udvikling på erhvervsmarkedet. Sjælsø Gruppen kan samtidigt konstatere, at der fortsat er en meget stærk efterspørgsel fra såvel danske som internationale investorer, og til fortsat meget tilfredsstillende afkastkrav.
Resultatforventninger fastholdes
Aftalen med Hamlet understøtter Sjælsø Gruppens tidligere udmeldte resultatforventninger. Der forventes således fortsat et resultat før skat for 2007 på kr. 800 - 1.000 mio., og et fortsat højt aktivitetsniveau i 2008.
Kilde: Fondsbørsmeddelse / Københavns Fondsbørs