Robotter skal skabe utraditionelt betonbyggeri
Teknologisk Institut er i samarbejde med beton- og robotbranchen ved at udvikle en robot, der kan fremstille støbeforme til et mere utraditionelt og spændende betonbyggeri.
Det skal være slut med de kedelige firkantede betonelementer, der i dag overvejende anvendes til dansk industri- og boligbyggeri. Indtil videre har det været alt for dyrt at sætte folk til manuelt at producere støbeforme til betonbranchen, og derfor har man holdt sig til produktion af firkantede betonelementer, der kan masseproduceres.
Robotten, der stadig er under udvikling, skal kunne programmeres således, at den helt automatisk kan skære forme til betonstøberi ud af skumplast. Resultatet vil være betonelementer med buer og fler-dimensionelle former.
Robotten ventes at være færdig om et år.
- Det er en prototype, som vi hele tiden udvikler på, og jeg vil tro, at vi om et år vil have den prototype, der duer, og som derefter skal pudses af, inden den kan gå ind i produktioner, siger Claus Risager, leder af Teknologisk Instituts robotcenter, til ErhvervsBladet.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk